Abtion 800

09/06/2022

Usædvanlig styring har givet succes

Digitale produkter og services - leveret til tiden og velfungerende fra start. Måske ikke et vildt særsyn, men netop tiden har en særlig betydning for digitalbureauet Abtion, der har organiseret sig effektivt mod strømmen.

Af Peter Engholm, journalist

Der dufter af savsmuld hos digitalbureauet Abtion, for gulvene er lige blevet afhøvlet. Spørgsmålet er, om det kan svare sig, for bureauet – med 20 medarbejdere i Odense og 20 i København – kigger efter nye og større lokaler. I al fald i København.

Det første, der møder én (ud over duften), er fem Gazeller fra Børsen rammet ind og hængt op. Men også på et mindre synligt felt skiller bureauet sig ud; i måden at organisere arbejdet på.

Abtion begyndte i 2008 som noget, der kunne ligne en start-up kliché: Andreas Bødker lavede, ved siden af sine studier, hjemmesider hjemme fra soveværelset.

Det blev til et bureau, og Bo Kønskov Hansen kom til som fjerde medarbejder i 2014, og Mads Hofman Hansen var 13. medarbejder i 2016. De tre kendte hinanden i forvejen og er i dag alle tre partnere i Abtion – de to sidstnævnte har titel af co-CEO.

I er et digitalbureau, men tilføjer 'Not another digital agency' – en omfavnelse med diskret afstand?

"Vores kunder vælger os som digitalbureau, og i stigende grad i en rådgivende rolle på det, der skaber ægte værdi. Sammen med kunden designer og udvikler vi digitale produkter og services," siger Mads Hofman Hansen.
Mads Hofman Hansen

Mads Hofman Hansen

Han suppleres af Bo Kønskov Hansen:

"Vi står fx ikke for marketing automation og Facebook-annoncering. Men vi vedstår os vores flirt med software-branchen. Vi kan dét, der er svært for andre digitalbureauer. Vi har robuste, dybtstikkende kompetencer – bl.a. mange backend-udviklere – og det skal aldrig være vores tekniske formåen, der gør, at vi går på kompromis."

Bo Kønskov Hansen

Bo Kønskov Hansen

Også på den tekniske del er Abtion bevidst om sit ståsted:

"Den klassiske digitale tilgang er at lancere og så rette fejl. Vi har et test drive development. Vi tester og koder – så det også virker efter to-tre år. Vi gør det grundigt forinden. Det tager ikke længere tid, men kræver øvelse at mestre. Fordelen er, at vi ikke har ildebrande, når vi går live med nye løsninger," siger Mads Hofman Hansen.

Det handler i høj grad også om tilgangen:

"Vi holder en bold i luften ad gangen. Og når vi har analyseret på det, så springer vi altid over, hvor gærdet er lavest. Der er ingen grund til over-engineering. Vi arbejder for andre folks penge, så vi skal ikke ryste posen," siger Bo Kønskov Hansen.

Dér, hvor Abtion især skiller sig ud, er organiseringen af medarbejdernes tid. Og det kunne ligne et opgør med en  branchekultur:

"Vi har faste arbejdstider og har fjernet fleksibiliteten. I september 2019 indførte vi en fire-dages arbejdsuge. Work smart, not hard er let at sige, men vi skal bevise, at vi er mere effektive på 30 timer end på 37 timer," siger Mads Hofman Hansen og uddyber:

"Vi har fjernet asynkront arbejde, så vi er alle til stede samtidig, enten fysisk eller remote. Alle møder inden kl. 9 og lægger 7½ times arbejde, mandag til torsdag. Vi arbejder vitterligt sammen og kan forene braintrusten."

I lever af at levere timer – og så skærer I ned på timeantallet?

"Vi ved, hvornår vi arbejder, og hvornår vi har fri. Og man skal holde fri. Hvis en udvikler sidder tre timer en aften, så har vi ikke arbejdet sammen, så er resten af teamet bagud næste dag, og vedkommende selv har ikke fået ladet op," siger Bo  Kønskov Hansen og tilføjer:

"Vi har et system for at slappe af. 25 min. arbejde og 5 min. afslapning. Hvis man klør på i tre-fire timer i træk i den tro, at man er i the zone, så er man reelt stegt bagefter og intet værd for sit team. Og man er sit hold. Vi har skilt os af med helten – supernørden, alle spiller bold op af. Det er et kollektivt ejerskab."

Det lyder det egentlig ikke mindre nørdet af …

"Det er kunderne, der afgør, om det fungerer. Leverer vi kvalitet, value for money, og overholder vi aftalerne? Det mener de, at vi gør," siger Mads Hofman Hansen og tilføjer:

"Vi har gjort det i snart tre år. Så da coronaen ramte, havde vi styr på det. Alle arbejdede og var i gang. Og med København- og Odense-kontorer er vi vant til video-kald."

Tiden kalder på større fleksibilitet, og I går mod strømmen – tilmed når det er svært at rekruttere …

"Øget fleksibilitet blander arbejde og fritid sammen, og arbejdsugen bliver reelt forlænget. Med fire dages arbejdsuge og helt faste arbejdstider har vi faktisk let ved at rekruttere de seniorfolk, vi har brug for," siger Bo Kønskov Hansen og uddyber:

"Og vi har brug for flere. Vi leverer på stadigt større dele af kundens forretning – og vi skal til at ansætte over hele linjen: Designere, udviklere, konsulenter og projektledere."

I er nye medlemmer af Creative Club under GRAKOM. Hvad er jeres tilgang til medlemskabet?

"I slipstrømmen på vores meget software-orienterede fokus har vi nok forsømt de kreative fagligheder i Abtion gennem årene. Vi håber på, at Creative Club kan være med til at give indspark til nuværende og fremtidige medarbejdere på et mere kreativt niveau," siger Mads Hofman Hansen.

Artiklen blev første gang bragt i 'Kommunikationsindustrien', som er bladet for medlemmer af GRAKOM, herunder medlemmer af Creative Club.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM