Skat 800

04/10/2022

Stive skatteregler spænder ben for bureau-partnerskaber

Det kan være svært at lokke ansatte med medejerskab, for reglerne gør det mindre attraktivt at blive partner med en lille ejerandel i bureauer.

Det fortæller bureauleder Søren Højland Boesen. Creative Clubs direktør Thomas Torp vil arbejde på at få det ændret.

Af Pia Osbæck, redaktør, Creative Club

Bureaubranchen har ligesom resten af erhvervslivet udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og på de digitale bureauer er man særligt udfordret.

Derfor forsøger man med forskellige midler at tiltrække medarbejdere. Nogle bureauer tager medarbejdere nærmest ind fra gaden og lærer dem selv op. Andre vil gerne tiltrække og fastholde nøglemedarbejdere ved at give dem et medejerskab.

Men selvom bureaubranchen traditionelt er en branche med flere partnere i bureauerne, kan det alligevel være svært at lokke medarbejdere til bureauet med medejerskab, især hvis man gerne vil give flere medarbejdere mindre ejerandele.

Det siger Søren Boesen, managing partner i det digitale innovationsbureau Kvalifik, der ligger i København og som har 15 ansatte.

”Som digitalt bureau er det svært at tiltrække især udviklere, når man er oppe imod store techselskaber, som med investorkroner i ryggen, kan tiltrække medarbejdere med høje lønninger. Derfor vil det være en fordel for små bureauer, hvis man kan give en form for medejerskab til nøglemedarbejdere,” siger Søren Boesen. Men der er et problem, mener Søren Boesen:

”Medejere med over 10 pct. af aktierne i bureauet bliver favoriseret i forhold til medejere med under 10 pct. fordi der er indbygget en dobbeltbeskatning på de sidste. De skal nemlig både betale skat, når udbyttet trækkes over i medarbejderens holdingselskab, og dernæst igen når pengene trækkes ud til medarbejderen selv. Hvis man ejer over 10 pct., betaler man ikke skat, når udbyttet kommer over i holdingselskabet, men kun skat, når udbyttet trækkes ud til en selv.”

Søren Boesen uddyber:

”Regeringen og politikerne taler om, at de gerne vil have flere entreprenører og iværksættere, og denne her dobbeltbeskatning går åbenlyst imod det, ved at man sidestiller iværksættere med spekulanter.”


Søren Boesen

Det skal være mere attraktivt at belønne medarbejdere med medarbejderaktier
Thomas Torp, der er adm. direktør i Creative Club og i GRAKOM Kommunikationsindustrien, er enig i, at det er problemer med beskatning, når der – måske endda utilsigtet – spændes ben for iværksættere og vækstvirksomheder.

”Det skal være nemmere og mere attraktivt at belønne dygtige og loyale medarbejdere med medarbejderaktier, så de kan få direkte del i virksomhedens succes. Det er et konkurrenceparameter for digitale kommunikationsvirksomheder, der konkurrerer med udlandet og med andre vækstbrancher om den bedste arbejdskraft”.


Thomas Torp

Thomas Torp peger på to problemer:

“Dels skal reglerne for minoritetsaktier lempes, så også en mindre ejerandel omfattes af den lempeligere beskatning, der i dag gælder for aktionærer med ejerandel over 10 pct. Dels skal vi have lempet reglerne for medarbejderaktier, så langt flere virksomheder reelt kan udnytte ordningen.”

Han fortsætter:

”Bedre skatteregler vil være et Kinderæg med hele tre fordele. Det er nemlig bedre for både virksomhederne, for medarbejderne og for samfundet. Alle parter vil tjene penge på, at vi skaber flere og mere attraktive arbejdspladser i Danmark i stedet for at flytte vækstvirksomheder til udlandet.”

Thomas Torp opfordrer derfor regeringen til efter det kommende folketingsvalg at tage fat på problemet, der blandt andet blev belyst i foråret i et udvalg under Folketingets Skatteudvalg, og som også regeringens eget Digitaliseringspartnerskab pegede på før sommerferien.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM