Sprintforløb1 680

19/02/2020

Skab digital innovation på en uge

Står dit bureau – eller din virksomhed – over for en konkret digital udfordring, så har du muligheden for at for at løse den og få økonomisk støtte samtidig.

Læs her, hvordan dit bureau kan få hjælp til at tage et stort skridt i jeres digitale udvikling på kort tid.

Af Pia Osbæck

Den tidligere regering igangsatte allerede i efteråret 2018 initiativet SMV: Digital for at få små og mellemstore virksomheder med på den digitale udvikling.

En del af dette initiativ er Sprint:Digital, der kan få en virksomheds digitale projekt hurtigt ud over stepperne ved hjælp af et sprintforløb, der foregår over få dage kombineret med designtænkning.

Er i gang med tredje forløb
Hos Sprogeriet skal man i gang med det tredje sprintforløb inden for de seneste to et halvt år, og direktør Camilla Holmskov Nelleman er ikke i tvivl om, at det er givet godt ud.

”Man når vildt langt på fem dage. Ved vores første sprintforløb byggede vi strukturen til en platform. Ved det andet fandt vi en forretningsmodel, bl.a. omkring hvordan vi henvender os til vores målgruppe og med hvilke budskaber. Nu skal vi i gang med det tredje forløb, hvor vi skal have onboarding-delen på plads, dvs. hvor skal kunderne købe, hvad skal der ske, når de har købt og så videre”.

Camilla Holmskov Nelleman og hendes kolleger har været meget begejstrerede for de to forløb, men i starten var de noget forbeholdne, fortæller hun:

”Det er meget grænseoverskridende at skulle være kreative, når andre kigger på. Men der er så mange rammer, at man glemmer det, når man sidder i det”, siger hun.

Forløb på fem dage
Et sprintforløb tager fem dage, og for Camilla Holmskov Nelleman og hendes kolleger var den første dag lidt forvirrende:

”Mandag bliver en masse døre åbnet, og vi ved ikke, hvilken vi skal gå ind ad, og det hele virker som et stor rod, men den sidste dag var der kommet styr på det hele, og vi havde fået samlet alle løse tråde og bygget det hele op. Det er vildt fedt, hvor langt man når på så få dage”.

Hjælp til sprint-forløbet
Det er Dansk Design Center, der har fået til opgave at stå for Sprint:Digital, og som udvælger de partnere, der skal hjælpe virksomhederne med at komme igennem sprint-forløbet.

En af disse partnere er Regndans, der ligger i Odense, og som netop har hjulpet Sprogeriet igennem de to første sprint.

”Vi oplever, at mange virksomheder bruger rigtig lang tid på at tage beslutninger og med god grund, for man mangler ofte viden samtidig med, at man har andet at lave. Og det er vigtigt, at man tager de rigtige beslutninger for den digitale udvikling, fordi det koster mange penge at tage forkerte beslutninger”, siger Mark Hoppe, der er den ene af to partnere i Regndans.

”Det, der sker i et sprintforløb, er, at man laver en løsning, der passer til den forretning og de midler, man har. Alle ved, at vi ikke ender med et færdigt produkt, men med en prototype på en løsning, der kan give erfaring og viden, som man kan bygge videre på, og det er en rigtig god måde til at finde ud af, om man er på rette vej – på meget kort tid”, siger Mark Hoppe.

Prototype på plads efter fem dage
Allerede på femtedagen for sprintforløbet er man kommet så langt, at man f.eks. kan vise en prototype for eventuelle brugere, som har noget, de kan give feedback på.

”Det ændrer måden at arbejde på, fordi hvis man går i gang med at bygge et system med det samme, skal man være meget mere sikker på, hvad man gør. Det er en hel anden tilgang her, hvor man bygger et eksperiment. Man kan komme videre og få feedback fra brugerne, og så er man i gang”, siger Regndans’ anden partner, Jonas Deibjerg Rasmussen.

Han tilføjer:

”Sprint er en brobygger mellem innovation og lean. I forretningsverdenen vil man gerne have lean, men der er også behov for at være innovativ. Og lean og innovation harmonerer ikke rigtigt, men sprint er en sikker måde at eksperimentere på”.

Mark Hoppe supplerer:

”Hvis det fejler, har du kun brugt en uge på det. Vores kunder kan være nervøse for, om de får bygget den rigtige løsning, men den løsning de ender med, giver viden om, hvorvidt de er på rette vej og også om, hvad den endelige løsning skal indeholde. Du bygger og undervejs bliver du klogere”.

Det stopper den interne diskussion om, hvorvidt man skal gå den ene eller den anden vej, mener Jonas Deibjerg Rasmussen:

”Folk kommer ud med armene over hovedet og siger: Bare vi kunne arbejde sådan her med alt, for vi plejer at bruge 3-5 måneder på at nå til dette punkt”.

Barrierer
”Der er selvfølgelig det, at man skal afsætte fem arbejdsdage, og vi anbefaler klart, at ledelsen selv går med i forløbet. Det kan være svært for små virksomheder, hvor man er få ansatte. Men når de har prøvet det, kan de godt se, at de faktisk når noget, der ligner et halvt års arbejde på fem dage”, siger Mark Hoppe, mens Jonas Deibjerg Rasmussen fortæller om en anden udfordring:

”Det kan være svært at holde fast i det momentum og den forankring, man har bygget op. Det er også især en udfordring for små virksomheder med få ansatte”.

Sprogeriets medarbejdere i gang med et Sprint-forløb

Faktaboks
Sprint:Digital er et offentligt støttet projekt, som kan tilbyde små og mellemstore virksomheder et samlet forløbt til en reduceret pris.

Virksomheden kan deltage i op til tre sprints. Første sprint koster kr. 25.000. Andet sprint koster kr. 15.000 og tredje sprint kr. 10.000.

Første sprint inkluderer en scoping-session med en sprintkonsulent. Man kan også benytte sig af en voucer, som giver gratis rådgivning hos en digital ekspert. Derefter kan man tilkøbe op til to rådgivninssessioner, der hver koster kr. 10.000.

Læs mere her

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM