RH Standardsorthvid

12/06/2019

Podcasts giver opmærksomhed

Ifølge Rasmus Hamann er der ingen anden markedsføring, der giver dig målgruppens opmærksomhed så længe som podcasts.

Der er ingen andre typer markedsføring, der giver dig målgruppens opmærksomhed så længe som podcasts. Det siger Rasmus Hamann, der har beskæftiget sig med podcasts de seneste fem år.

Af Christian Bendix

Kan du forstå, hvis det virker helt uoverskueligt at skulle lave sin egen podcast?

Ja, det kan jeg godt forstå. Det vil virke meget langt i forhold til alt andet, man typisk har lavet inden for markedsføring, og det kræver en indsats, hvis man skal have en målgruppe til at spendere så meget tid. Det skal dælme være godt. Dermed ikke sagt, at det er en uoverkommelig opgave. Man skal bare gå til den, ligesom man går til alt andet indhold, man skal lave. Man kan sammenligne det lidt med at producere video. Det kræver samme forberedelse at arbejde med podcasts.

Hvad er fordelen ved podcasts i forhold til branding?

Den klare fordel er, at vi har en unik mulighed for at tale til en potentiel målgruppe i længere tid. Normalt er man i marketing vant til, at man har 5-10 sekunder til at få budskaberne ud over rampen. Til podcast er det måske ikke en lige så bred målgruppe, men til gengæld har man folks opmærksomhed i måske 10 minutter, hvilket normalt er utopi inden for markedsføring. Og der er faktisk en bonus-effekt: Folk har vænnet sig til, at de ser serier episodisk, så hvis de først bliver hooked på en podcast, der måske er afsnit 4, så har de en tendens til at gå tilbage og lytte til afsnit 1 og høre serien forfra. Levetiden på podcasts er altså temmelig lang, hvis folk finder indholdet interessant. Det er helt unikt.

Hvordan laver man budskabet interessant nok?

Det gør man ud fra tre parametre: Man ser på sin virksomheds brand og værdier, man ser på målgruppen, og man ser på, hvad der foregår ude i verden, som kunne være interessant. Hvis man tegner tre cirkler og ser på det punkt, hvor de overlapper hinanden, så er det der, der er muligheder. Et emne, der matcher målgruppens interesser, virksomhedens værdier og noget, der rører sig ude i verden netop nu.

Hvorfor tror du, der er opmærksomhed om podcasts i disse år?

Det, tror jeg, skyldes, at folk er blevet bombarderet med korte formater i årevis. Stories og små videoer på de sociale medier. Nu svinger pendulet den anden vej, folk vil gerne fordybe sig igen. Det kan man også se på de serier, vi ser. Rent marketingsmæssigt har vi set tendensen komme fra USA, hvor flere har fået øjnene op for, at man skal være med på den her trend. Endelig er der selvfølgelig den teknologiske udvikling, der har gjort det muligt for os alle sammen at høre podcasts via vores telefoner. Og endelig er det ’on demand’, altså folk kan høre det, når de har tid, og det hitter enormt meget netop nu.

Tirsdag den 27.august kan du høre Rasmus Hamann fortælle meget mere om mulighederne ved podcast-formatet

Om Rasmus Hamann:
Director for brand publishing hos Vizeum, en del af Dentsu Aegis Network. Har arbejdet med content marketing som selvstændig de seneste ni år. De seneste fem år også med podcasts.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM