Kamstrup Headquarters 1200X

01/03/2021

"Outsourcing giver os det bedste af alle verdener"

Zupa Zite overtager marketingopgaverne for Kamstrup.

Målet er, at det nye setup både skal udvikle Kamstrups medarbejderes kompetencer, og understøtte Kamstrups vækstambitioner.

Af Emil Malte Simonsen

Danske Kamstrup, der laver løsninger til måling af energi- og vandforbrug, vil i fremtiden outsource de fleste af sine marketingaktiviteter til et nyt eksternt bureau, der ejes og drives af Zupa Zite. 

Opgaverne skifter dog ikke helt hænder, for det nye bureau, der får navnet Kamstrup Agency, kommer til at befinde sig i Kamstrups hovedkontor i Stilling ved Skanderborg, og overtager også nogle af Kamstrups egne marketingmedarbejdere.

Forhåbningen er, at det nye setup både vil betyde en udvikling af de kompetencer, man allerede havde inhouse, men også nye færdigheder, der kan understøtte Kampstrups vækstambitioner. Det siger Gitte Kirkeby Søe, vice president of marketing i Kamstrup, i en pressemeddelelse. 

”Samarbejdet med Zupa Zite vil give os det bedste fra begge verdener. Vores dygtige kolleger vil stadig være lige her for at støtte Kamstrup og dets forretningsområder, men samtidig bliver de en del af et internationalt marketingbureau, der giver både dem og os adgang til sparring og ekstra ressourcer, når det er nødvendigt." 

Har fortsat inhouse marketingafdeling
Kamstrup Agency tager sig fremover af de operationelle og taktiske opgaver, men Kamstrup vil fortsat have en inhouse marketingafdeling, der dækker marketing intelligence, business area marketing, sales process and tools, branding and communication og digital marketing, oplyser Gitte Kirkeby Søe til Creative Club. 


Gitte Kirkeby Søe

Kamstrup Agency kommer det første halve år til at have syv medarbejdere, hvoraf fem kommer fra egne rækker i marketingafdelingen i Kamstrup – der så går fra 30 til 25 medarbejdere. 

Det nye bureau vil fremadrettet blive en del af de projekter, Kamstrup hidtil har samarbejdet med eksterne bureauer om. Der er tale om bl.a. et brand positioning-projekt med Kunde & Co, og et digitalt kunderejse-projekt med Novicell.

Relevant at have et on-site setup
Zupa Zite har tidligere erfaring med energiområdet, og driver bl.a. bureau for Grundfos og for bilkoncernen Nic Christiansen Gruppen. Ifølge Peer Brændholt, CEO i Zupa Zite, har Kamstrup mange af de karakteristika, der gør det relevant at have et on-site setup. 

"De gør brug af mange forskellige marketing discipliner, og forventer, at det behov vil vokse over tid. De udnytter mange forskellige kanaler til at nå og interagere med deres kunder. De har behov for stigende mængder af content i disse kanaler. De arbejder internationalt og på komplekse markeder. Med et on-site bureau har de fortsat marketingkompetencerne og en unik fleksibilitet lige ved hånden – uden at skulle bekymre sig om den driftsmæssige del," siger Peer Brændholt.


Peer Brændholt

"Vores spidskompetence som bureau er nemlig ikke kun gode ideer, men i høj grad evnen til at drive processer optimalt, og udvikle kompetencerne i takt med Kamstrups behov," slutter Peer Brændholt. 

Om Kamstrup A/S
Kamstrup er en dansk virksomhed, der udvikler intelligente løsninger til måling af energi- og vandforbrug – lige fra intelligente målere og fjernaflæsningssystemer til analyseværktøj og serviceydelser.

Kamstrup blev grundlagt i 1946 og ejes af det danske energiselskab OK. Kamstrup har medarbejdere i mere end 20 lande verden over.

Kamstrup havde i 2019 en omsætning på 2,4 milliarder og et resultat før skat på ca. 207 millioner kr.

Om Zupa Zite
Zupe Zite er en del af bureaugruppen Spring Family, der også består af reklamebureauet Zupa, produktionsbureauet Spring Production, og som er medejer af automation-bureauet Working Minds. Samlet har bureaugruppen over 300 medarbejdere.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM