Uncoated Eskil Og Martin

15/01/2020

Nyt bureau vil gøre no bullshit til nordisk business

Eskil Busck og Martin Meyer har sammen med to andre tidligere DDB-folk etableret et nyt bureau. Læs her hvorfor.

"Vi er kun 3 måneder gamle, og det ville være arrogant, hvis vi kom med en masse floskler om, hvordan vi har luret den". 

Af Pia Osbæck

Fire ex-Nord DDB’er er gået sammen om det nye bureau Uncoated. Ambitionen er at skabe et nordisk bureau, som både forstår mennesker, maskiner og kundernes forretning.

Det fortæller stifterne af bureauet, Martin Meyer, Eskil Busck, Kristina Truelsen og Anders Wik. Creative Club har sat de to første stævne i bureauets lokaler på Islands Brygge.

Hvad er det, I gerne vil med jeres bureau?

“Vi vil først og fremmest gerne arbejde sammen. Fordi vi er gode sammen. Sekundært vil vi bevise de fantastiske ting, man kan opnå ved at bruge data. Både til strategisk input og til kreativt output”, siger Eskil Busck og fortsætter:

“Vi tror på, at det handler om at gøre det komplekse simpelt. Men vi er også kun 3 måneder gamle, og det ville være arrogant, hvis vi kom med en masse floskler om, hvordan vi har luret den”.

Martin Meyer afbryder og siger:

“Vi har netop ikke luret den. Måske er det største problem, at alle tror, at de har luret den. Alle vil gerne sælge noget helt bestemt. Reklamebureauerne har en proces, der altid ender i en kreativ leverance. En film, et post, noget magisk eller noget ligegyldigt”.

Han fortsætter:

“De digitale bureauer vil altid sælge noget i pixels – et website eller en app. Og dialogbureauerne, eller monologbureauerne om man vil, vil altid sælge et loyalitetsprogram. Eller bare et eller andet program, der kan styre monologen. Og fælles for dem alle er, at processen er lang og kompliceret, men outputtet er ensidigt og i mange tilfælde ikke rigtigt for virksomhedens udfordringer”.

Og nu har Martin Meyer talt sig rigtig varm:

“Jeg tror ærlig talt ikke, at der er mange kunder, der har en fornemmelse af, at deres bureau har luret den. Tit og ofte har vi en fornemmelse af, at kunderne – naturligvis – gerne vil tale om de udfordringer, de har – uafhængigt af, om løsningen er en reklamefilm, en ny brand platform eller et loyalitetsprogram. Men lige så tit og ofte har bureauerne ikke den frihed i deres rådgivning. Det er der, vi gerne vil ind og lytte. For vi går ikke i stedet for reklamebureauerne eller i stedet for digi-bureauerne. Vi går sammen med dem. Eller udenom dem. Afhængigt af, hvilken udfordring vi hjælper kunden med at løse. Vi har ikke tænkt os at komme med en færdig opskrift eller en bestemt metode. Men vi kommer med en nysgerrighed for både mennesker, maskiner og kundernes forretning. Og vi har tænkt os altid at sige det, som det er. Deraf navnet”.

Her indskyder Eskild Busck, hvorfor bureauet hedder Uncoated:

”Uncoated stammer fra ubestrøget papir, og tanken bag det er at have en mere ærlig og måske endda fejlbarlig tilgang end den reklame, der kendes fra de glittede magasiner”.

Jeg forstår, at I gerne vil sælge en løsning uafhængigt af kanaler og platform. Hvad kan I byde ind med i den forbindelse?

“Vi vil allerhelst sælge den rigtige løsning. Og den løsning skal være funderet i solid data og en grundlæggende forståelse for kundens forretning. Vi mener aldrig, at en disciplin kan hæves over en anden, eller at loyalitetsprogrammer altid er bedre end reklamefilm. Men vi tror på, at der ligger et uudnyttet potentiale i at kombinere kreativitet og data på en ny måde. Og altid med fokus på effekt. Nogle af os er reklamefolk, der interesserer sig vanvittigt meget for data og teknologi, og nogle af os er data- og techfolk, der interesserer sig vanvittigt meget for mennesker og kommunikation. Hverken mere det ene end det andet", siger Eskil Busck.

Vi får nok ikke nye venner
Nogle vil måske føle sig provokeret af de to stifteres udsagn, og de tænker da heller ikke, at udtalelserne vil skaffe dem nye venner. Men nye kunder regner de med at få – måske ikke på baggrund af dette interview, som de siger, men:

”Heldigvis er der allerede nogen, der ved, hvad vi kan, og derfor har vi også nok at se til lige nu”, siger Martin Meyer.

Hvilke kunder går I efter?

”Vi er primært på udkig efter kunder, der har løbende dialog med mere end 100.000 gæster, passagerer, abonnenter eller lignende tilbagevendende kunder. Og så er vi netop i gang med at ansætte, så der bliver kapacitet til at arbejde med flere kunder”, siger Eskil Busck.

Nordisk fra starten
Nye medarbejdere behøver ikke at være danske. Uncoated går efter at blive et nordisk bureau. Med danskere, nordmænd, svenskere og finner ombord i løbet af 2020. Ambitionen er at arbejde med nordiske kunder med et hovedkontor i København.

“Vi har prøvet alle mulige modeller for nordisk samarbejde. Det meste ser fint ud på papiret, men fungerer sjældent i hverdagen. Vores model er at samle nordiske mennesker på samme adresse. Vi ønsker at tiltrække talenter fra skoler og universiteter i København, Malmø og Lund og give dem muligheden for at arbejde sammen i København – og samtidigt forberede kultur og arbejdsprocesser på, at vores medarbejdere kan følge med og have ‘remote’ som ‘default’. Eksempelvis vil Anders Wik, vores creative director, fortsat blive boende på Bornholm”, slutter Eskil Busck.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM