Micky Creatives

24/11/2020

Micky Creatives vil hoppe og danse for sine kunder

Det nyopstartede kreative bureau Micky Creatives drømmer om at revolutionere måden, vi tænker branded content.

Af Emil Malte Simonsen

De to danske dansere og koreografer Michel P. Sian og Nicky Andersen har viet deres liv til at optræde på verdens helt store scener. Med adresse i Los Angeles og optrædener for kunstnere som J-Lo, Justin Bieber, Taylor Swift og i Super Bowls famøse halftime-show, er begge veletablerede navne i underholdningsbranchen. Også udenfor Danmark, selvom de har tusinder af primært danske følgere på sociale medier som TikTok og Instagram.

I marts fik coronavirussen sat en effektiv kæp i hjulet på det meste af verden, og i særdeleshed på store produktioner som afviklinger af koncerter og shows, hvilket betød, at de to venner ikke kunne udøve deres metier.

Hjemvendt til Danmark fandt Michel og Nicky en måde at bruge deres talenter: som Micky Creatives – et kreativt bureau med speciale i branded content. Med udgangspunkt i stifternes følgerskare på sociale medier er konceptet at skabe kreativt branded indhold, der kan deles til de rigtige målgrupper og dermed skabe værdi for både kunder og slutbrugere.

En TikTok-challenge
Indtil videre har det været en tilgang, der ser ud til at virke, fortæller marketingchef og tredje person i foretagendet, Morten Munksgaard. Han har selv erfaring fra bureauverdenen – som juniorkonsulent hos Help PR & Kommunikation – og fra egen virksomhed, og skal være med til at gøre det unge bureau mere strømlinet:

”Når man laver branded content for kunder, kan man skabe meget effekt for slutbrugerne, hvis man formår at lave underholdning, der får folk til at interagere. Micky Creatives er et forsøg på at gøre hele den proces mere strategisk. Det gør vi ved at engagere slutbrugerne ved f.eks. at interagere med dem gennem konkurrencer, så indholdet bliver delt organisk.”

Han fremhæver én af bureauets første opgaver som meget sigende for, hvordan bureauet arbejder. Casen gik ud på at skabe indhold, der kunne være med til at gøre sangen ’Dejlig’ af de danske musikere Jimilian og Fouli til et hit.

Morten Munksgaard

Morten Munksgaard

En TikTok-challenge (en udfordring på TikTok, der lægger op til deling, red.) blev her løsningen, for stifterne kunne bruge deres kreative evner og følgerskare på de sociale medier til at sprede en koordineret dans til sangen. Umiddelbart efter indtog sangen førstepladsen på listen over Spotifys mest spillede sange i Danmark samt fik 6,6 millioner visninger på TikTok.

Intet facit for kreativ markedsføring
Udover Nicky Andersen og Michel Sian har bureauet også flere influencere tilknyttet, der kan dele og skabe indhold.

Man fristes til at spørge, om I så ikke er et influencerbureau?

”Influencerbureau har en lidt ærgerlig konnotation – for mange ser influencere som nogle, der får i hoved og røv, uden at arbejde for det. Og det er ikke sagen. Vi er et kreativt bureau, fordi der ikke er et facit for, hvordan vi vil markedsføre for vores kunder. Vi arbejder benhårdt for at lave kreativt indhold, der kan være med til at gøre en kundes brand stærkere. Og hvis det betyder, at vi skal hoppe og danse for dem, så er det selvfølgelig det, vi gør,” siger Morten Munksgaard, og uddyber:

”Nogle brancher egner sig bedre til vores portefølje – hovedsageligt dans – men på sigt vil vi gerne kunne dække alle former for kreative underholdningsløsninger. Og der er det selvfølgelig influencerne, der har kompetencerne og skaber bredden i vores ydelser. Men kernen er, at vi leverer kreative løsninger.”

Morten Munksgaard fortæller, at bureauet skal adskille sig fra fx influencerbureauerne ved at håndplukke influencere, der har et særligt talent eller faglighed – som Nicky og Michel, der er dygtige dansere. Influencerne, der er tilknyttet bureau, er således ikke valgt på baggrund af antallet af følgere, men på grund af deres talent, siger han, og fortæller, at de pt. har syv influencere på freelancekontrakter – herunder Danmarks største youtuber målt på antal følgere, Josefine Dahl.

”Alle vores influencere har det tilfælles, at de er dygtige til noget. Det er sådan, vi vil revolutionere måden at tænke branded indhold. Vi vil tilbyde noget til slutforbrugeren, som de ikke vidste, de havde brug for – gennem interaktion og underholdning”, siger Morten Munksgaard, og fortæller, at de for eksempel har haft succes med at lave konkurrencer indbygget i deres kampagner, hvor man kan vinde en TikTok-video med en influencer, hvis man deler den bedste video.

Et hul i bureaubranchen
Det nyopstartede bureau har ramt jorden løbende, men er stadig i en opstartsfase, fortæller Morten Munksgaard. Planen er på sigt at få noget investering, der kan hjælpe bureauet med at vokse. For der er ingen grund til små armbevægelser, mener marketingchefen, der siger, at ambitionen er at være det førende bureau indenfor branded content i Danmark.

Til at hjælpe sig med det, har bureauet for nyligt meldt sig ind i Creative Club, der tilbyder startups gratis medlemskab det første år. Morten Munksgaard fortæller, at han blev solgt på konceptet, fordi han tror på, at man kan være med til at gøre hinanden stærkere:

”Folk har simpelthen været så søde. Både til at hjælpe og dele ud af erfaringer. Jeg har selv erfaring fra et PR-bureau, men det er jo helt nyt at åbne et bureau. Og så har jura-hjælpen været utrolig vigtig for os. Det er noget af det, der er sværest for os. Der er det bare vildt fedt at have eksperter, der kan hjælpe og tjekke, at det vi laver, er i orden. Det gør vi helt sikkert også fremadrettet.”

Hvad har været jeres største udfordringer indtil videre?

”Indtil videre har vi reddet på en bølge af god omtale og at være kreative, men vi skal være bedre til at sætte det i system og få flere kunder. Vi vil stadig gerne opfinde den dybe tallerken for hver enkelt kunde, men nogle gange skal vi være bedre til at give kunden det, vi ved virker. Mange kunder er friske på at prøve noget nyt af, så kæmpe cadeau til dem. Men vi skal stole på, at vi laver gode løsninger. Vi har fundet et hul i bureaubranchen, som vi håber vokser for hver dag der går. Vi har fået en god start, men vi skal også komme videre.”

Har du nogle gode råd til andre startups?

”Det vigtigste er at hoppe ud i det. Tage en dag ad gangen. Og vide, at man kan klare alting selv, hvis bare man bruger nok tid på det. Man kan altid finde et svar – eller nogen, der kan hjælpe én. Det kræver masser af gåpåmod – og at man minder sig selv om, at der skal være plads til at have det sjovt med det, for ellers er det ikke det værd.”

Du kan læse mere om medlemskab af Creative Club og tilbud til startups her.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM