Kreativitet Og Hjemmearbejde 1200X

16/11/2021

Hjemmearbejde skader kreativiteten

CMO’er er bange for, at kreativitet og det at holde sig opdateret får svære vilkår, når man ikke mødes fysisk på kontoret.

Det står i kontrast til, at fleksibilitet skal tiltrække nye medarbejdere.

Af Emil Malte Simonsen

Mens pandemien med ét har vist, at arbejde ikke nødvendigvis behøver at foregå på virksomhedens kontor, bliver det stadig diskuteret, om de nye arbejdsgange har nogle konsekvenser.

Et nyt studie foretaget af LinkedIn, som Marketing Week har fået fingrene i, viser, at flertallet af marketingcheferne i hvert fald frygter, at hjemmearbejdet kan komme til at gå ud over kvaliteten af det kreative arbejde.

To ud af tre CMO’er svarer i undersøgelsen, at de er bekymrede over, hvorvidt mindre tid på kontoret med kollegaerne vil få negative konsekvenser for det kreative arbejde. Belægget for den antagelse er, at det er sværere at skabe tætte relationer, når man ikke mødes fysisk, hvilket i sidste ende vil påvirke idégenereringen.

Fleksibilitet er en nødvendighed
Tallet står i skarp kontrast til det faktum, at 86 pct. af de adspurgte europæiske virksomheder planlægger at give medarbejderne endnu større fleksibilitet i alt fra arbejdssted til arbejdstider. Arbejdskulturen er med andre under varig forandring, mens CMO’erne ikke er klar til at rykke med.

Det viser sig også på et mere personligt plan. Undersøgelsen viser, at 88 pct. af marketingcheferne frygter, at de falder bag om dansen, da de bliver holdt opdateret på de nyeste marketingtrends ved at snakke med yngre kollegaer på kontoret.

Alligevel lader CMO’erne til at være bevidste om, at fleksibilitet er blevet the name of the game, hvis man vil tiltrække nye medarbejdere.

76 pct. svarer, at deres topprioritet i løbet af de næste seks måneder vil være at forsøge at etablere nye arbejdsgange, der kan hjælpe medarbejderne med at falde til. Ligeledes svarer 76 pct. at fleksible vilkår er nøglen til at rekruttere og fastholde talent, hvilket naturligt vil styrke kreativiteten.

Talent er et generelt problem
Også på den anden side af bordet, hos bureauerne, har rekruttering meldt sig som en hovedpine. I Bureaubiz’ BureauTrends lyder det fra 49 pct. af bureaulederne, at rekruttering og kompetencer er deres største problem lige nu. Problemet er endnu større på de digitale bureauer, hvor hele 79 pct. ser det det som den største udfordring.

Det har herhjemme fået flere virksomheder til at lave nye medarbejdertiltag. I en artikel på Bureaubiz fortalte CEO og partner i det digitale bureau Frankly, Nicolai Wichmann, at man har øget pensionstillægget, indført barselsordning og sundhedsforsikring – og i øvrigt har givet bonusser i forbindelse med jul og sommer.

Senior director for LinkedIn Marketing Solutions EMEA og LATAM, Tom Pepper, siger til Marketing Week, at investering i uddannelse og teknologi er essentielt, hvis man vil afværge hjemmearbejdets negative konsekvenser.

”Kreativitet er altafgørende i forbindelse med brandudvikling og en essentiel del af at være marketingansvarlig, så det er kun naturligt, at marketingcheferne bekymrer sig om, hvilken påvirkning hybrid-arbejdet kommer til at have,” siger han og fortsætter:

”De marketingansvarlige, der formår at overkomme barriererne, vil kunne sikre, at alle kreative stemmer bliver hørt, og at ingen idé går tabt. Afdelingerne, der gør det, vil til gengæld kunne lave morgendagens verdensklasse-kampagner.”

Undersøgelsen er foretaget af LinkedIn blandt 1340 ledere på C-niveau, heriblandt 263 CMO’er, fra UK, Irland, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Holland.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM