Nicklas Mailund Superego 2

11/05/2021

Han kimede sig ind på bureauet

Der er mange måder at komme ind i bureauverdenen.

Ihærdighed blev vejen ind hos Superego for 18-årige Nicklas Mailund.

Af Emil Malte Simonsen

Der er rift om elevpladserne i bureauverdenen. Det vidste Nicklas Mailund allerede som 16-årig, da han første gang forsøgte at få en fod i døren hos reklamebureauet Superego i Horsens. Han ville have en smag for reklameverdenen, da han i 9. klasse fik mulighed for at komme i virksomhedspraktik.

"Telefonen dansede hen ad bordet i månedsvis, og i indbakken tikkede der mails ind. En 16-årig gut blev ved, ved og atter ved med at ringe og skrive for at udtrykke sin begejstring og iver for at få en fod indenfor hos Superego. Når man møder ihærdighed, stålfast vilje og gå-på-mod i fornem forening med både talent og klædelig ydmyghed, så skylder man at lytte. Ja, man må endda belønne det," siger direktør i Superego, Anders Juel.

I tiden efter opholdet ringede Nicklas Mailund ugentligt, fortæller Anders Juel, der ikke altid var tilgængelig, når grafiker-spiren tog kontakt. Men det slog ikke Nicklas Mailund ud af kurs. Det gjorde afslaget fra den foretrukne uddannelse på Aarhus Tech heller ikke.

I stedet kom han ind på Hansenberg i Kolding som mediegrafikerelev. Allerede første dag fortalte han sine undervisere, at han havde ét mål: at arbejde hos Superego.

Brand design er drømmen
Det er i dag blevet en realitet, hvor Superego har ansat ham som grafikerelev, på trods af ikke at have planlagt, at skulle ansætte én. Her er han blevet en del af Superegos kreative afdeling, hvor han sidder med art directors, motion grafikere, grafiske designere, idé- og konceptudviklere og brand designere. Sidstnævnte er en titel, han håber på selv at få.


Nicklas Mailund ved Superegos bygning i Horsens

”Det er virkelig fedt at starte fra absolut intet og så bygge en helt ny identitet og et visuelt udtryk op. Så har man bare et helt andet kreativt manøvrerum til at vise, hvad man kan, uden at være bundet af en designmanuel,” siger Nicklas Mailund. Han uddyber, at han særligt er tiltrukket af det tætte samarbejde, man har med kunden i processen:

”Ofte har kunden gerne en fornemmelse af, hvad de gerne vil signalere og fortælle med deres brandidentitet. Det skal man så overføre og oversætte til et designoplæg, som alligevel formår at wow’e de fleste kunder på præsentationsmødet.”

Anders Juel fortæller, at han er glad for, at Nicklas Mailund var så ihærdig, som han var. Han kalder ham et kreativt talent inden for grafisk og visuel storytelling, og tilføjer, at man allerede efter de første måneder er blevet wow’et af hans indsats.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM