Planet Pledge 1200X (1)

27/04/2021

Globale annoncører afgiver klimaløfte

Nogle af verdens største virksomheder skriver under på et globalt klimaløfte. Reklamer skal være drivkraft i omstillingen til grønnere forbrugeradfærd.

Reklamer skal være drivkraft i omstillingen til grønnere forbrugeradfærd.

Af Emil Malte Simonsen

Et nyt løfte til planeten skal sikre, at marketingafdelingerne løfter deres del af byrden i den grønne omstilling. Helt konkret ved at forpligtige virksomheder til at gå forrest for FN’s globale ’Race to Zero’-kampagne, der samler aktører om at være co2-neutrale senest i 2050. Det skriver The Drum.

Underskriverne af ’Planet Pledge’, som bl.a. er brands som Unilever, Diageo, Mastercard og Tesco, skal gå forrest ved at bidrage til at skabe et mere ’troværdigt marketingmiljø’. Virksomhederne forpligter sig til at sikre, at der er substans bag grønne løfter i markedsføring.

Underskriverne forpligter sig også til at skalere deres marketingafdelingers muligheder for at finde klimavenlige løsninger og til at bruge deres markedsføring til at drive mere bæredygtig forbrugeradfærd. Desuden forpligter de sig til at omstille deres egen organisation internt og opfordre alle led i forsyningskæden til at gøre det samme.

Til The Drum siger chief digital & marketing officer hos Unilever, Conny Braams, at marketingfolket har en unik rolle at spille i forhold til at kommunikere fordelene ved at tage bæredygtige valg.

”Lige som at markedsføring er hjertet i vores forretning, må det også være hjertet i vores svar på klimakrisen. Vores brands har magten til at skabe en forbindelse med mennesker over hele kloden, til at hjælpe dem med at forstå verden og til at give dem løsninger på de problemer, de står over for.”

Første skridt på bæredygtighedsrejsen
Det er brancheforeningen World Federation of Advertisers, der står bag initiativet, som er taget på baggrund af en international undersøgelse blandt 650 markedsføringsfolk. Undersøgelsen viser, at der generelt er en kløft mellem marketingafdelingen og resten af virksomheden.

Mere konkret svarer 50 % markedsføringsfolk, at deres afdeling er ’i gang med at tage de første skridt’ på bæredygtighedsrejsen. Det står i kontrast til opfattelsen af deres virksomhed, som 67 % mener er godt på vej på samme rejse.

Den gode nyhed er, at hele 95 % af de adspurgte mener, at deres afdeling kan bidrage til en mere bæredygtig forretning. Samtidig udpeges nogle af de problemer, der står i vejen for omstillingen i marketing: 39 % svarer, at der er konfliktende interesser i virksomheden, mens 27 % savner ressourcer dedikeret til området. Samtidig svarer 20 %, at de er bange for greenwashing.

Kampagnefilm for Planet Pledge:

  

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM