
21/12/2021
Creative Club-medlemmer er optimistiske af natur
Fem Creative Club-medlemmer gør status over året, der gik, og giver bud på, hvordan næste år kommer til at se ud.
Fremtiden er lys, mener de fleste – men der kommer udfordringer inden for bl.a. rekruttering, forsyningskæder og positionering.
Af Emil Malte Simonsen
Et turbulent år går på hæld. 2021 byder ganske vidst på den højeste vækst i bureaubranchen i fire årtier, men året har ikke været uden bump på vejen.
Udover diverse udfordringer relateret til corona-nedlukninger, kan man på globalt plan også nævne et hangarskib, der var skidt parallelparkeret i Suez-kanalen, som for en stund tiltrak sig verdens opmærksomhed.
Efterdønningerne af dén misere kommer vi først til for alvor at mærke i 2022. Og det bliver én af bureaubranchens store udfordringer at navigere i farvandet omkring en fortsat forsyningskrise.
Det fremgår af en rundspørge, hvor en håndfuld Creative Club-medlemmer har givet deres two cents omkring, hvordan året er gået, og hvilke udfordringer de forudser i 2022.
Én af dem, der forudser problemer med forsyningskæderne, er Lars Bo Hansen, der er CEO i Spring Production. Han beretter, at året har budt på et højt antal alarmberedskaber, men at man samlet er kommet godt igennem og er vokset 37 pct. på toplinjen – og har budt velkommen til mere end 100 nye kollegaer på tværs af kontorerne i Danmark, Tyskland, England, Polen og Vietnam.
Lars Bo Hansen
Han forudser, at den samlede bureaubranche vil opleve en lille opbremsning i væksten, men med store forskelle fra land til land.
”På den korte bane ser vi, at supply-chain er top-of mind hos vores kunder. Og for en virksomhed som vores, der lever af at sikre en effektiv produktion for kunderne, giver det gode muligheder for yderligere vækst både i Danmark og globalt. Ikke mindst fordi kunderne i et øget omfang skal producere mere og mere content - til flere og flere kanaler,” siger han og fortsætter:
”Selvom der stadigvæk er optimisme at spore, kigger vi ind i et presset jobmarked kombineret med usikkerhed på forsyningskæderne, som vil kunne få kunderne til at udskyde projekter eller tage dem helt af bordet.”
Bedre branchevilkår
Suez-kanalen har også haft en effekt på dagsformen hos strategibureauet Holst Mouritzen. Bureauet har knapt et år i baggagen, og 2021 har været et investeringsår, fortæller Maria Holst Mouritzen, der er CEO & medstifter af bureauet.
”Det har samtidig været et år, hvor corona fortsat har spillet en rolle for vores kunders forretning og for nogle et skæbnesvangert containerskib på tværs af Suezkanalen. Men på trods af at første halvår var præget af force majeure, så blev andet halvår på en helt anden måde lys. Nye tider har også givet mange virksomheder en brændende platform for at revurdere deres strategi,” siger hun.
Maria Holst Mouritzen
Hun fremhæver også volatilitet i arbejdsmængden som en udfordring for bureauet selv, da strategiudvikling er projektorienteret, og det derfor kræver en indsats for kontinuerligt at få kunder. Maria Holst Mouritzen ser bureaubranchens manglende fokus på gode arbejdsforhold som et stort brancheproblem. Det er nemlig med til at afskrække talenter.
”For mange talentfulde mennesker, især kvinder, forlader branchen, når de når en vis alder. Bureaubranchen er ikke kendt for at have fokus på work-life balance, eller at være fleksibel i arbejdspresset alt efter, hvor man er i sit liv. Det får talenter til at vælge kundesiden med bedre vilkår i stedet. Der er fokus på det i branchen lige nu, så vi må se, hvordan det har rykket sig næste år,” siger hun.
Talentspejderi i udvikling
Problemet med rekruttering og tiltrækning af talenter er i løbet af året blevet udpeget som et stigende problem. Så sent som i sidste uge viste en miniundersøgelse foretaget af Bureaubiz blandt 20 danske bureauledere, at rekruttering og fastholdelse af medarbejdere bliver den største den største udfordring i 2022.
Hos reklamebureauet Shark & Co., der har hjemme i Horsens, har året budt på en tilvækst af medarbejdere, så man i dag er 20 på bureauet. Allan Forum, der er adm. dir., ser lyst på fremtiden, men siger, at man løbende drøfter, hvad man kan gøre for at blive tilvalgt af nye medarbejdere, der kan følge med efterspørgslen på kompetencer.
Allan Forum
”Der er ingen tvivl om, at man som bureau skal være mere elastisk på flere måder. Bureauernes udfordring er rekruttering og ikke mindst at kunne mestre discipliner og platforme i en alignet og strategisk sammenhæng. I den forbindelse er ’meget erfaring’ typisk ikke mere end et par år. Det er noget anderledes, end hvad vi tidligere har været vant til. Men det er spændende, og det giver grobund og perspektiv i talentspejderiet.”
Udvikling af egen profil
Hos et andet Horsens-reklamebureau, YdePlus, er udfordringerne nogle lidt andre. Jesper Yde, der er ejer og stifter af bureauet, fortæller, at man har oplevet fremgang både i forhold til omsætning og resultater. Bureauet består af syv medarbejdere, hvoraf to af dem er ansat i det forgangne år.
Jesper Yde fortæller, at han er optimistisk af natur – og derfor også positivt stemt med hensyn til det kommende års udsigter. Det stammer både fra udsigten til en række projekter, og fra uudnyttede ressourcer:
”Jeg ved, hvilke parametre, vi kan skrue på, hvis der skal mere fart på, og hvor vi har uudnyttet potentiale både internt, og også i vores netværk med opgaver, som vi gerne vil byde ind på, men ikke har haft ressourcer og tid til at forfølge i 2021.”
Jesper Yde
Bureauets egen udfordring ser han også som en brancheudfordring. Jesper Yde mener, at det i stigende grad bliver en udfordring at adskille bureauer fra hinanden, da mange gaber over flere titler. Den udfordring står han og bureauet også selv med, da man bl.a. har haft svært ved at finde tiden til at opdatere sin egen identitet og egne profiler.
”Det må være svært at vælge den rigtige samarbejdspartner og leverandør, når man sidder på kundesiden. Det er vel den klassiske situation, at vores fokus – selvfølgelig – er på vores team og vores kunder, og det halter med at sælge os selv. Ikke fordi vi er i tvivl om, hvad vi gerne vil vise til verden, men fordi tiden simpelthen flyver fra os. Det er jo dejligt at have travlt! Sådan skal det være. Løsningen er, at vi har booket os selv ind som en kunde i eget hus i januar, så vores nye website kan gå i luften og vise, hvad vi faktisk kan byde ind med,” siger Jesper Yde.
Håb om flere grønne krav
Også for film og foto-produktionsselskabet Fern står udvikling af egen profil højt på næste års agenda. Jeppe Kolstrup, der er medstifter af Fern, beretter at året har betyder vækst og en udvikling af egen gesjæft. Rent fysisk har Fern fået eget fotostudie samt post-production-faciliteter - begge dele indgår i den overordnede vision om at reducere produktionsselskabets klima- og miljøaftryk – hvilket er en mærkesag for Fern. Holdet bag Fern er desuden blevet udvidet med fire nye medarbejdere.
Jeppe Kolstrup er ligesom de andre Creative Club-medlemmer optimistisk anlagt, og fortæller, at han grundlæggende ser positivt på fremtiden. Produktionsselskabet har oplevet vækst, og han mener, at man bliver kontinuerligt bedre til at arbejde med at producere film og fotos med reduceret klima- og miljøaftryk.
Kia Hartelius og Jeppe Kolstrup, stiftere af Fern Production
Han håber dog på, at bureaubranchen i stigende grad vil stille krav om, at deres medieproduktioner bliver skabt med et reduceret klima- og miljøaftryk. Ikke mindst hvis virksomheden, der er afsender på medieproduktet, har en klima- og miljøagenda integreret i deres grundlæggende værdier.
”Vi tror og håber, at det en dag vil være en naturlighed for virksomheder og bureauer at stille krav til den måde, deres medieprodukter bliver produceret på ift. klima og miljø. Mange virksomheder kommunikerer et bæredygtigt budskab – og vi er begejstrede over, hvor mange virksomheder, der virkelig rykker på den agenda,” siger Jeppe Kolstrup og fortsætter:
”Men det undrer os, at endnu flere af de virksomheder ikke stiller specifikke krav til at deres medieprodukter skal produceres med et minimalt klima- og miljøaftryk. Vi oplever imidlertid, at det i høj grad er fordi virksomhederne ikke ved, at den mulighed findes. Derfor skal vi hos Fern positionere os yderligere med et stærkt kreativt output i 2022.”
Relaterede artikler



Er du blevet
Nysgerrig?
Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.
En del af GRAKOM