Bæredygtighed Plante 1200X

16/02/2021

Bæredygtighed bliver ikke bare en hygiejnefaktor

For de fleste virksomheder er arbejdet med bæredygtighed ensbetydende med miljø.

Bæredygtighed er meget andet end grønne tiltag – det er en mulighed for forandring, der skal planlægges systematisk.

Af Emil Malte Simonsen

I de seneste år er bæredygtighed gået fra at være nicheforretning til et næsten påkrævet punkt på dagsordenen for de fleste virksomheder. Nogle mener ligefrem, at bæredygtighed i fremtiden bliver en hygiejnefaktor for virksomheder, selvom der nok er et stykke vej, før nogen reelt er bæredygtige. For bæredygtighed er andet og mere end grønne tiltag. At være bæredygtig stiller også krav til emner som arbejdsklima, repræsentation og etik.

Det er ikke noget nyt, at virksomheder fokuserer på, hvordan deres forretning påvirker verden. Bæredygtighed var også et hot topic før 2008 – inden finanskrisen gjorde sit indtog.

I en artikel i The Drum advarer Andrew Geoghegan, global head of consumer media planning hos Diageo, om faren for en lignende kovending. Han mener, at en global recession i kølvandet på Covid-19 kan forårsage, at bæredygtighedsdagsordenen mister momentum.

Han henviser bl.a. til en undersøgelse foretaget af det engelske medie for forældre Mumsnet, der i januar 2020 viste, at næsten alle forældre var bekymrede for klimaet, men at det tal var faldet en del i maj 2020, fordi flere tænkte på helbred og finanser frem for miljøet.

Andrew Geoghegan mener dog, at de klogeste brands vil forstå, at de skal fortsætte ufortrødent, for bæredygtighed vil ikke bare være en hygiejnefaktor, men fortsat være en reel forretningsmulighed. Ifølge tal fra World Business Council for Sustainable Development fra 2017 er det et forretningsområde, der anslås til at være omkring 12 billioner dollars værd. At bevæge sig ind på det kræver dog, at man forstår, præcist hvor ens virksomhed kan gøre en forskel. Klimaet er fx ikke det eneste område, man kan sætte ind – selvom den grønne omstilling står højt på listen for de fleste.

Det er tanken bag Diageos egen bæredygtighedsplan for de næste ti år, ’Society 2030: Spirit of progress’, siger Andrew Geoghegan. Planen omfatter 25 forskellige mål og skal vise retningen for brandet. Andrew Geoghegan deler nogle af de indsigter, der ligger bag Diageos mål.

Problemerne skal adresseres holistisk
FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er blevet bredt adopteret og fungerer godt som ramme, når man skal forstå brandets nuancer. Det giver en idé om, hvordan brandet påvirker verden. I Diageos tilfælde udmønter det sig bl.a. i mål om at øge diversiteten på ledelsesgangene, nå 1 milliard mennesker med beskeder om at ’drikke ansvarligt’ og at bruge mindre vand i produktionen.

Forstå implikationerne af din forretning
En forretning står sjældent alene. Man skal derfor ikke bare tænke på sine egne operationer, men også på leverandørernes.

Forpligtigelsen skal være helhjertet
Din forpligtigelse skal være klokkeklar og motiverende for både dine medarbejdere og dit publikum.

Forstå dine kunder
Bæredygtighed er komplekst, men kan være en måde at forstå, hvordan forbrugerne ser sig selv og verden. Andrew Geoghegan siger, at bæredygtighed derfor skal forstås som et isbjerg, hvor et område som klimaet er den synlige top, men ikke nødvendigvis der, de største muligheder er. 

Find din tone og dit sprog
Dit brands rolle i samfundet bør hænge uløseligt sammen med dit brand purpose. Det skal dit kreative arbejde afspejle. Et eksempel er Guinness Clear, siger Andrew Geoghegan, der er en kampagne for at drikke et glas vand efter hver øl. Kampagnen er kædet sammen med den internationale rugbyturnering Six Nations og er dermed i tråd med, hvad brandet ellers gør.

Lad dig inspirere af andre brands
Der vil altid være andre, der får en god idé, og der er mange måder at gøre en forskel. Lad dig inspirere af andre og find ud af, hvordan dit brand kan gøre en forskel.

 

Har du spørgsmål til forhold inden for klima og bæredygtighed? Tag fat i chef for GRAKOMs miljø- og konsulentafdeling, Carsten Bøg, på 20 12 34 13.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM