Sådan Starter Du Dit Eget Bureau 680

07/01/2020

Sådan starter du dit eget bureau

Her er samlesættet til, hvordan du starter dit nye bureau – i form af gode råd og et par dårlige.

Få jeres egne lokaler. Bliv skarpe på, hvad I står for. Lav dét, der er skideskægt og få hjælp fra ’en voksen’.

Af Peter Engholm

Begynderfejl, gode råd og andre start-erfaringer blev hældt ud over et halvt hundrede tilhørere – flest kvinder i øvrigt – til arrangementet "Nytårsforsæt: Start dit eget reklamebureau", der blev holdt i fredags hos Barkas på Refshaleøen i København.

De strategisk-kreative bureauer, N’fellows (3 år gammelt) og Helicon Valley (1 år gammelt), deler ikke kun erfaringer, men også en uddannelsesmæssig fortid: Disse iværksættere har alle gået på Reklamelinjen eller Tekstlinjen, som Per Holm Henriksen og Kaare Grundtvig står bag. Og det var netop denne duo, der udtænkte arrangementet:

”De unge kreative bliver stadig mere entreprenante, og hvis vi kan hjælpe dem med bl.a. netværk, så gør vi det. Kreativitet er noget, der ikke kun lægges i kampagner, men også kan bruges, når du stifter og navigerer en virksomhed. Den handlende idé fungerer også på forretningsplan”, siger Kaare Grundtvig.

Her er – i næsten kronologisk rækkefølge – de gode råd fra bureauerne:

Begynd med bureauets identitet
Hvem er vi, hvad kan vi, og hvad vil vi? Det er tre gode spørgsmål at stille sig selv indledningsvist – og løbende. Hvis du ved, hvem og hvad bureauet er, så er det lettere at holde fokus og ikke skyde med spredehagl.

Fra N’fellows siger Mads Trondhjem Haakansson, kreativ direktør og en af fire partnere:

”Vi arbejdede til at begynde med for andre bureauer, der havde brug for kreativ sparring – senere sagde vi farvel til denne white label-strategi”.

Han suppleres af Kirill Dmitrichenko, kreativ direktør og partner:

”Der findes ikke nogen rigtig måde at starte et bureau på. Men begynd der, hvor I gerne vil ende. Et femstjernet hotel begynder ikke som et ét-stjernet”.

Bureauets navn
”Brug tid på navnet. Det skal stå for noget – og kunne holde i mange år. Skal man have et barn, har man ca. ni måneder til at tænke over det. Så længe har du ikke med dit bureau. Det er en svær, men spændende øvelse. Og hold de gode forslag tæt til kroppen, så ingen andre løber med dem”, siger Jes Broe Frederiksen, som sammen med Sara Rosa Oppermann stiftede Helicon Valley, og inden for en måned hentede Alexander Lembourn ind som partner.

 

Alt tager tid
Et bureau kræver en bankforbindelse, en tur forbi det Centrale VirksomhedsRegister og alt det løse – og det tager tid.

”Licens til Office og Adobe, en serverløsning, måske en frokostordning. Alt dét, der automatisk følger med et fast job – det skal du selv sørge for. Og betale”, siger Jes Broe Frederiksen.

Et måske ikke helt så dårligt råd – lokale
Find et lokale der kræver, at I omsætter for det dobbelte af, hvad I gør i dag.

”Det lyder umiddelbart som et dårligt råd, men det fungerer. Vi arbejdede, spiste og hang ud i ét og samme lokale – og vi kunne ikke invitere kunder ind. Det kan vi nu – i vores flotte lokaler i Nygade i København. Og vi fordoblede faktisk omsætningen fra dag 1 i vores nye lokaler”, siger Mads Trondhjem Haakansson fra N’fellows.

Og mere om lokalet…
En café med højt til loftet, masser af liv og tæt på en café latte. Nærliggende tanke for en del, men dyrt i længden. Og igen: Her kan man ikke invitere kunder ind.

”Dine lokaler er en forlængelse af din identitet. Dit kontor er dit showroom, og din reklame er din kunst. Vi havde lokaler inden for en måned, så der var en fast base for vores forretning – og med is i maven har vi nu investeret i faste egne lokaler på Nikolaj Plads, så det kræver, at du er modig”, siger Jes Broe Frederiksen fra Helicon Valley.

Det skal være skideskægt
Der er flere opture end nedture, blev det konstateret. Så gør det, du har lyst til.

”Det skal være skideskægt”, lød det kontante råd, og her hjælper det naturligvis, at man selv har valgt de mennesker, man skal arbejde sammen med hver dag.

Husk dine egne projekter
”Husk de personlige projekter ved siden af”, lyder det fra Kirill Dmitrichenko fra N’fellows, der investerede i en tømrervirksomhed.

Egne projekter fastholder det lystbetonede element, og det giver perspektiv og styrker dit indblik hos dine bureau-kunder, hvis du selv er kunden i en række projekter.

Og så måske alligevel ikke et helt så godt råd – i al fald ikke i den konkrete situation, for tømrervirksomheden, som N’fellows satte sine første indtægter i, gik konkurs godt et år senere.

Netværket
Alle partnere i de unge bureauer har haft bureau-job, før de stiftede deres eget. Det er der mindst to fordele ved: De blev klogere på, hvad de ville gøre anderledes i deres eget bureau, og de fik et netværk. Og dét skal der hives fat i.

”Kunderne kommer ikke af sig selv. Det vigtigste er netværk. Folk der har mødt os eller har hørt om os fra deres netværk – og resten er målrettet kanvas-salg. Jeg tror ikke på, at man kan starte et bureau uden en interesse for at sælge”, siger Jes Broe Frederiksen.

”Kunden og den kreative skal danne en alliance. Vores take er at kunne angribe fede kampagner, ideer og målsætninger sammen, som kreativ og kunde i symbiose – så ender man med at følge hinanden på tværs af stillinger, jobs, bureauer, virksomheder og brands. Det skal helst ende ud i en fortrolighed, i samme boldgade, som man kan have med fx sin frisør”, siger Kirill Dmitrichenko.

Få hjælp af nogle voksne
”Vi har i flere omgange fået hjælp af en voksen. Susanne Lund (tidl. adm. direktør hos CP+B Copenhagen, der netop har meddelt, at man lukker bureauet og går til Hjaltelin Stahl, red.) gav os gode råd om forhandling og om at lukke store aftaler, og Peter Andreas (selvstændig tekforfatter og konceptudvikler, red.) hjalp os med at tage vores egen medicin og ændre strategi, så vi kunne tage det næste store skridt”, siger Mads Trondhjem Haakansson fra N’fellows.

”Kend dine svagheder – og få hjælp. Så har du tid til dine styrker. Vi har fra starten hyret verdens bedste bogholder”, siger Jes Broe Frederiksen, Helicon Valley.

Hårdt arbejde…
”Jeg har ikke haft et job, hvor jeg har stået så tidligt op. Men det er fordi jeg – og vi – brænder for det”, siger Jes Broe Frederiksen, Helicon Valley, og tilføjer:

”Det er fantastisk at være sin egen chef. Også selv om der følger et ansvar for, at forretningen bliver en succes – og det er dit ansvar”.

Og pludselig har du et bureau…
…som er et seriøst foretagende med timesedler, pensionsindbetalinger og barsel.

”Vi fik ikke løn de første seks måneder, fordi vi brugte pengene på Madklubben – og på tømreren. Nu har vi fastansættelse, fællestræning i et center, vores første rigtige praktikant – og over jul og nytår har vi holdt ferielukket… med løn”, siger Mads Trondhjem Haakansson fra N’fellows.

Og Helicon Valley siger, at de i sit første år har haft en omsætning på 4,5 mio. kr. og kommer ud med sorte tal på bundlinjen.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM