ALICE MONBERG

07/08/2019

En-til-en markedsføring er spild af penge

Personlig digital markedsføring virker ikke. Det er et fatamorgana og spild af penge. Men ingen tør sige det højt, siger Alice Monberg. Så det gør hun.

Personlig digital markedsføring virker ikke ifølge Alice Monberg. Argumentet er, at forbrugerne alligevel er ens, og derfor skal massemarkedsføring tilbage på marketingplanen.

Af Pia Osbæck

”Individuel digital markedsføring er spild af penge. Vi forbrugere er alligevel ens: Vi kører i sorte biler, spiser flæskesteg til jul, køber Royal Copenhagen porcelæn og Kähler-vaser.”

Sådan siger Alice Monberg, tidligere marketingdirektør i Bilka. Et provokerende udsagn, men ikke desto mindre mener hun det helt bogstavligt.

”Det er blevet en hel massepsykose, at man partout skal bruge de digitale medier. Vi marketingfolk har helt glemt vores sunde fornuft og købmandsmæssige tilgang. Hvorfor er det lige, at vi har glemt at forholde os kritisk, når vi markedsfører vores produkter på de digitale medier? Og hvorfor har vi glemt at måle på, om det er økonomisk holdbart?” spørger hun og svarer selv:

”Det er italesat, som at de digitale medier skal redde os i fremtiden. Så selv ind i de største bestyrelseslokaler føler man sig kun tryg ved at øge de digitale budgetter, og der bliver på den måde lagt et pres ned i organisationen, så ingen tør sige, hvad de har ud fået ud af det.”

Digital markedsføring er et fatamorgana

Alice Monberg har siddet med ansvaret for store marketingbudgetter og hoppede selv med på den digitale vogn, for ”man vil jo nødig virke gammeldags.”

”Jeg forholdt mig købmandsmæssigt til de digitale medier, som jeg gør til alle andre medier, og jeg kunne se, at der ikke kom det ud af det, der burde. Tværtimod. Kunderne var ikke interesserede, og jeg fik svært ved at blive ved med at forsvare den markedsføring, jeg lavede.”

Så hun fik nok, og hun er ikke bleg for at kalde digital markedsføring for både et fatamorgana og kejserens nye klæder.

Hun fortsætter:

”Digital markedsføring kan simpelthen ikke stå distancen i forhold til traditionel markedsføring. Det er for dyrt og volumen er for lille, men det er der ingen, der tør gå ud og sige. Så nu siger jeg det: Vi skal tilbage til massemarkedsføring,” siger Alice Monberg, der før sommer udkom med bogen: ’Fællesnævneren, der forsvandt’, hvori hun skriver om digitalisering og kreativitet i forbrugermarkedsføring.

Massemarkedsføring gav aha-oplevelse

På et tidspunkt gik Alice Monberg i gang med et nyt univers for Bilka – Far til 14 – hvor hun brugte traditionelle markedsføringskanaler og i særlig grad tv, og her fik hun en aha-oplevelse.

”Det gik rigtig godt, og det overraskende var, at vi især fik fat i de unge. Overraskende, fordi vi via vores medievalg – som primært var tv - ikke havde målrettet kampagnen til dem. Men vi ramte dem åbenbart alligevel. Her gik det op for mig, at de traditionelle massemedier stadig er bedst til at få fat i en bred målgruppe, inklusiv de unge.”

Drop jagten på individet

Alice Monberg er overbevist om, at vejen frem til at lave effektiv markedsføring, er at droppe jagten på individet og bruge penge på det, forbrugerne har til fælles i stedet for det, der adskiller dem.

”Jeg tror på, at vi skal revolutionere markedsføringen som disciplin ved at glemme individet. Og lade være med at bruge penge på at skaffe data. Du har de indsigter, du har brug for, fra dine salgsdata, det er mere end rigeligt,” siger Alice Monberg, og fortsætter:

”Vi skal jagte det, der samler forbrugerne i stedet for det, der adskiller dem. Det, forbrugerne ikke har tilfælles, er alligevel kun noget, du finder på 27. decimal, og det kan du ikke se på bundlinjen.”

Er du enig med Alice Monberg, eller føler du dig provokeret af hendes udsagn? Kom og hør hende debattere individualisering kontra massemarkedsføring med softwarespecialist Martin Michael Henriksen den 5. september kl. 15-17 i Horsens. Tilmeld dig her.

Alice Monbergs holdning har skabt debat og har bl.a. fået Per Lobedanz Witthøfft til at skrive et indlæg som modsvar. Læs det her.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM