Bureaunyt Uge 51 2021 1200X

21/12/2021

Bureaunyt uge 51

Adapt laver app for Mads Brüggers medie, Gonzo Agency skifter navn, Stryhns vælger nyt bureau, og Incubeta Maze-One får 15 nye kunder i Norden.

Gonzo Agency skifter navn
Bureauet Gonzo Agency bliver til Brand New Story. Navneændringen sker i forbindelse med tiltrædelsen af selskabets nye CEO Christina Fuursted, som vil øge fokus på in-house videoproduktion. Det fremgår af en pressemeddelelse. Her uddyber hun:

"Video-kommunikation og -markedsføring er i løbet af de sidste par år med covid-19 gået fra at være et relevant værktøj til en absolut nødvendighed for alle virksomheder og brands. Med vores nye holds baggrund i både marketing- og filmindustrien i ind- og udland, har det derfor været naturligt at yderligere skærpe vores profil inden for videoproduktion."

Stryhns vælger nyt bureau
Stryhns Gruppen har efter en pitchrunde valgt at samarbejde med det mindre bureau Worth Your While. Bureauet er blandt andet valgt, fordi man har formået at finde en løsning på, hvordan man kan aktivere Stryhns' sponsorat af Børns Vilkår. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Samarbejdet har allerede kastet en ny reklamefilm af sig. Mod til hverdagen, hedder den, og er produceret i samarbejde med Thirsty og Blenderday. I samme ombæring oplyser Stryhns, at man lancerer en større kampagne i 2022. 

"Ambitionen med filmen er at vise, at det kan kræve et stort indre mod eller styrke at række ud efter hjælp, når man skal bede om hjælp til noget svært, ubehageligt eller farligt. Mod kan komme på alle tider af døgnet, og derfor er det så vigtigt, at BørneTelefonen holder åbent, uanset om det er tidlig morgen eller midt om natten," siger Lars Bo Christiansen, CMO hos Stryhns, i pressemeddelelsen.

Se kampagnefilmen her:

 

Incubeta Maze-One får 15 nye kunder i Norden
Bureauet Incubeta Maze-One, der specialiserer sig i markedspladser som Amazon og Zalando, skriver i en pressemeddelelse, at man de seneste måneder har budt velkommen til 15 nye kunder ud fra kontoret i København. Blandt de nye kunder er bl.a. Garmin, Eva Solo og Wrangler Lee.

Ulrik Grevenkop-Castenskjold, der er managing partner i Incubeta Maze-One, tilskriver væksten til stigende interesse for især Amazon. 

"Vi rådgiver vores kunder på tværs af globale landegrænser, og udover tilgangen af nye kunder, skal størstedelen af vores vækst tilskrives kundernes kontinuerlige ekspansion i nye Amazon markeder. Vi arbejder nu på 15 af Amazons 20 markeder," siger han. 

Adapt laver app for Mads Brüggers medie
Mediet Frihedsbrevet har lanceret en ny app, der er udviklet i samarbejde med det digitale bureau Adapt. Mads Brügger, der er ansvarshavende chefredaktør og adm. dir. hos Frihedsbrevet, skriver i sit ugentlige nyhedsbrev, at appen både skal gøre det "nemmere at få et hurtigt overblik over det indhold, vi udkommer med hen over ugen" og, at "det samtidig er så let som at klø sig i nakken at skifte mellem at læse og at lytte til indholdet."

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM