Dunville2 680

27/11/2019

Bureau-ejer lancerer tøjmærke

Rasmus Dunvad stiftede eget bureau og slog et slag for bæredygtighed. Nu går han skridtet videre.

20 år i bureaubranchen og en af landets mest prisvindende kreative. Rasmus Dunvads CV omfatter UncleGrey, AarhusKontoret, Marv og Envision – men man anede mere end bare et bureauskift, da han i 2017 stiftede sit eget bureau; Dunville.

Af Peter Engholm

Rasmus Dunvad meddelte, da han stiftede eget bureau, at han udelukkende ville arbejde for virksomheder, der er bevidst om deres ansvar for miljøet.

Nu er tilgangen strammet yderligere, og ”jeg smækker egen røv på kogepladen”, som han formulerer det. Det sker med lanceringen af tøjbrandet Dunville Apparel – The Everlasting Collection, som Rasmus Dunvad har arbejdet med i de seneste to år.

”Jeg går i krig mod overfloden. Det er jeans, som din førstefødte kan arve efter dig”, lyder hans erklæring, der har dette triste afsæt:

”Tøj-produktion er den næstmest forurenende industri i verden, og ovenikøbet bliver store dele af kollektionerne brændt. Kreativiteten kan med fordel rykke ind i produktudviklingen, og mit greb er The Everlasting Collection. Når en style først er i kollektionen, ja så bliver den der – altid. Det kræver så sine bukser. Og dem har vi lavet. Jeg kommer ikke til at brænde noget”, siger Rasmus Dunvad.

Han tilføjer:

”I dag er bæredygtighed et USP, om fem år er det en commodity. Til at begynde med er vi nødt til at understrege bæredygtigheden, men for mig er The Everlasting Collection først og fremmest lækkert. Det er holdbart, både i design og produkt – og det er produceret bæredygtigt. Bæredygtighed bliver jo desværre ofte forbundet med armod og selvpineri. Rejs mindre, spis mindre, lev mindre. The Everlasting Collection er omvendt: det er flottere, mere sexet, mere eksklusivt, mere holdbart”.

Rasmus Dunvad

Genbrugsmetal og vask uden vand
At skabe et brand fra bunden tager tid – især hvis man ikke kender til branchen.

”Jeg havde ikke forstand på tøjproduktion. Og det viser sig at bestå af en masse kompromiser. Hvis et par jeans er 100 pct. økologiske, så er vi nødt til at gå på kompromis med pasform og holdbarhed. Blander vi med konventionelt bomuld, stiger holdbarheden markant. Det slides smukkere. Bæredygtighed handler om meget mere end økologi. Det tidspunkt, et par Dunville Apparel-jeans er mindst lækre, er faktisk, når man køber dem, og netop holdbarhed er en afgørende parameter for os”, siger Rasmus Dunvad.

The Everlasting Collection er syet i hånden i en by i Norditalien af de mest erfarne producenter. Stoffet bliver klippet ét sted i byen, syet et andet sted og vasket et tredje. Alle knapper er af genbrugsmetal, og trådene er af genanvendt polyester. Der er brugt 70 pct. mindre vand sammenlignet med konventionel produktion.

”Når vi vasker jeans, sker det endda helt uden vand. Det foregår med laser. Vores jeans har et environmental impact på kun 18 point, hvilket er i særklasse”, siger Rasmus Dunvad.

Steve McQueen frem for Uffe Elbæk
For at nå frem til hvad der er lækkert, måtte Rasmus Dunvad gå tilbage:

”Opgaven til designeren, Henriette Bjørnbak, var at kigge på Paul Newman og Steve McQueen. De så fantastiske ud for 40 år siden – og det er holdningen i dag”, siger Rasmus Dunvad og uddyber:

”Tøjbrands kommunikerer ofte forkert, fordi de ikke indleder med at stille spørgsmålet: Hvem bliver jeg, når jeg køber disse bukser? Hvis det udelukkende er et par økologiske jeans, så er svaret: Uffe Elbæk, og det vil 3 pct. af befolkningen have det fint med. Hos os er svaret Paul Newman og Steve McQueen – altså en bandit”.

Guldbryllups-modeller
Markedsføringen af The Everlasting Collection vil også fokusere på det tidløse – og på at holde fast. Det sker bl.a. med en 90 sek. film om den danske musiker Mike Andersen og hans trofaste passion for blues og soul – og med en fotosession med mænd, der har fejret guldbryllup. Altså holdt fast i deres kærlighed.

”Det handler ikke om snowboardende art directors. Det er ikke reklame, men en hyldest til virkeligheden og de mennesker, som er enøjede og vedholdende i deres passion”, siger Rasmus Dunvad.

Krigserklæringen mod overfloden ligger også i tilgangen til salget: Hvis man har købt et par jeans via webshoppen og gerne vil købe et par mere, så vil vedkommende blive mødt med ”1000 tåbelige spørgsmål” – herunder det vigtigste: Er du nu sikker på, at du har brug for et par mere?".

”Jeg sælger ét par bukser. Og de er produceret ordentligt. Jeg er ikke den første med bæredygtigt tøj, men jeg er den første med en Everlasting Collection – herunder verdens bedste par Chinos. Som i øvrigt er 100 pct. økologiske”, siger Rasmus Dunvad.

1.950 kr. for et par jeans
Kollektionen består til at begynde med af ”10 bøjler”, som han har lært, at det hedder: Jeans, hhv. rå og vaskede, Chinos, Oxford-skjorter og T-shirts – alle tre i to farver – samt sweatshirt og denim-skjorte. Og prisen? 

”Tøjet er ikke billigt. Men det er en helt anden kvalitet, end hvad vi er vant til. Fx koster et par jeans i den rå udgave 1.950 kr., Oxford-skjorten 1200 kr. og T-shirten 300 kr. Jeg forventer løbende at udvide kollektionen med flere blivende klassikere”, siger Rasmus Dunvad.

Før den officielle lancering af brandet vil der være to muligheder for at se og prøve tøjet – i hhv. Aarhus fredag den 29. november og i København den 2. december.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM