Troels Skjelbo 680

22/01/2020

Navnenyt uge 4

Denne uge bringer vi nyheder om 20 marketing-/reklamefolk. Nogle har skiftet job til fx Nodes, Kreab, Step, Everland eller Bording, mens andre er blevet bestyrelsesmedlem eller fylder rundt. Læs om dem alle her på Creative Club.

Fra Operate til Nodes
Randi Hovman
skifter fra et job som digital direktør hos kommunikationsbureauet Operate til et job som delivery director hos Nodes den 1. februar. Randi har været hos Operate i fire år, og før det var hun i ca. 10 år hos Advice. Randi er cand.comm. i kommunikation og dansk fra RUC.

Randi Hovmann

To nye medarbejdere til Kreab
To associate directors og en praktikant er startet hos kommunikationsbureauet Kreab.
De to associate directors er Anne-Sofie Kleemann og Sofie Isaksen. Anne-Sofie Kleemann er ved at færdiguddanne sig til cand.merc.kom. fra CBS og har det seneste halve år været praktikant på bureauet.
Sofie Isaksen kommer fra Center for Ejerledede Virksomheder på CBS, hvor hun var kommunikationsansvarlig. Hos Kreab kommer hun til at have fokus på virksomhedskommunikation. Sofie er cand.ling.merc. i interkulturel marketing fra CBS.

Sofie Isaksen

Fra Nørgård Mikkelsen til STEP
Fra et job som projektleder hos Nørgård Mikkelsen er Anita Lykke Andersen nu startet som client service coordinator hos STEP. Anita har arbejdet hos Nørgård Mikkelsen ad to omgange og har også tidligere arbejdet hos Lidl. Hun er cand.merc. i brand management & marketing communication fra Syddansk Universitet.

Everland ansætter senior brand strategist
Mette Vilsøe Lowth rykker til designbureauet Everland som senior brand strategist. Her skal hun hjælpe danske og internationale kunder med at udvikle bæredygtige og langtidsholdbare strategier, der styrker forretningen, og som kan omsættes til relevante og synlighedsskabende resultater. Mette har tidligere været strategic director og partner i Madbureauet samt strategisk planner hos Republica. Gennem årene har Mette arbejdet tæt sammen med store og mindre kunder herunder Salling Group, Bonduelle, Landbrug & Fødevarer og Santa Maria.

Mette Vilsøe Lowth

Marketingansvarlig til Bording
Efter at være blevet færdig med sin bachelor international handel og marketing fra Copenhagen Business Academy er Caroline Linnig blevet ansat som marketingansvarlig hos Bording Danmark. Hun har hidtil arbejdet i koncernen dels i praktik, dels som studentermedhjælper i marketing.

Caroline Linnig

Kommunikationskonsulent til Lego House
Katrine Isabella Müller Lund er som nybagt professionsbachelor i kommunikation fra DMJX begyndt som communications consultant i Lego House. Hun har de seneste seks måneder været studentermedhjælper samme sted samt har før det været i praktik som PR medarbejder i Legoland i Billund. Derudover har hun i en periode på knap halvandet år været kampagneleder hos Venstre for Fatma Øktem.

Katrine Isabella Müller Lund

Arrangør af Danish Digital Award til Estate Media
For godt et år siden valgte Mia Skjoldstrand at stoppe som marketing & event manager hos Dansk Annoncørforening efter i knap fem år at have stået for store events, bl.a. Danish Digital Award. Efter et års sabbat, hvor hun dog også har taget en akademiuddannelse i digital markedsføring, skal hendes arrangørevner i spil hos Estate Media, hvor hun skal stå i spidsen for 50 årlige konferencer og events inden for ejendomsbranchen med titel af senior projektleder. Mia har tidligere været en længere årrække hos Semler Gruppen, bl.a. som relation manager.

Mia Skjoldstrand

Gobsmack producer i samarbejde med Thirsty
Stefan Pflug, der er creative producer og director hos Gobsmack Productions, har indgået et samarbejde med med Thirsty, som producerer film, reklamer og musikvideoer. Stefan skal fungere som film director.

Stefan Pflug

WeThink ansætter digital performance manager
Efter to år i Irland hos Accenture, senest som service revenue programme lead, er Emil Hagbard Lorenzen startet som digital performance manager hos WeThink Social.

Emil Hagbard Lorenzen

Fra Aller til selvstændig rådgiver med en bilblog
Saks Media & Consulting er navnet på Thomas Saks nye selvstændige firma, der starter 1. februar. Her kommer han til at beskæftige sig med bilbloggen Carlife365, som han startede for to år siden, og han er i gang med et nyt projekt: Carlo Mobility, som er en app og et AI-projekt inden for mobility. Desuden vil han beskæftige sig med rådgivning og freelanceopgaver inden for foretningsudvikling, innovation, digital transformation, AI strategi og interim ledelse. Thomas har tidligere arbejdet hos bl.a. Microsoft, NNIT, Egmont, Nordisk Film.

Udstationering til Bauer i England
Tobias Nielsen har siden 2015 været COO hos Bauer Media Group i Danmark. Fra marts bliver han udstationeret til Bauer Media Group i UK i et år. Her kommer han til at arbejde i en nyoprettet international stilling som project director i Bauer Media Audio.

Tobias Nielsen

Billetlugen får ny salgsdirektør
Pr. 3. februar starter Mark Aalborg som salgsdirektør hos Eventim Scandinavia (Billetlugen.dk, Eventim.se & Eventim.no). Mark kommer fra Løgismose Meyers, hvor han det seneste år har været direktør for Løgismose Vin, Firmagaver og kategori- & produktudvikling. Tidligere har han været salgschef i Also Group og chef for Sweetdeal & Godttip hos Berlingske Media.

Mark Aalborg

Udnævnelse i Danske Bank
Dorthe Krogh Jensen
overtager ansvaret for CX, digital sales og marketing i Danske Bank Wealth Management. Titlen bliver head of CE. Hun kommer fra et job som head of marketing & customer engagement. Dorthe har været i Danske Bank siden efteråret 2016. Før det var hun CMO i Flügger. Hun har desuden arbejdet hos Kunde & Co i en længere årrække.

Dorthe Krogh Jensen

Kommunikationsmedarbejder til Stena Recycling
Cecilie Forsberg Thygesen starter den 3. februar som kommunikationsmedarbejder hos Stena Recycling. Hun kommer fra Acubiz, hvor hun var digital marketing specialist. Cecilie er cand.mag.comm. fra Aalborg Universitet.

Cecilie Forsberg Thygesen

CMO til Stibo Systems
Jens Olivarius er ansat som CMO hos Stibo Systems. Han kommer fra et tilsvarende job hos Simcorp, hvor han har været i knap seks år. Før det var han i knap 19 år i SAS, senest som senior director, nordic marketing & communication.

Jens Olivarius

Kommunikationsmedarbejder til kaffefirma
Kaffe Bueno har ansat Benedicte Lindvold som PR & kommunikationsmedarbejder. Hun kommer fra et job i corporate communications & branding hos Xellia Pharmaceuticals, og før det arejdede hun som kommunikationskonsulent hos MarketingLab Copenhagen. Benedicte har en master i international business communication – interculturel marketing fra CBS.

Benedicte Lindvold

Fra Profilrejser til Topdanmark
Efter knap tre år hos Profilrejser som tekstforfatter er Anna Sjøstrøm nu startet hos Topdanmark som tekstforfatter. Anna har bl.a. tidligere været webredaktør hos Bonnier Publications. Hun er uddannet cand.mag. i sprogpsykologi.

Anna Sjøstrøm

Marketingkræfter til Fluids bestyrelse
CMO i Visma e-conomic, Troels Skjelbo, er trådt ind i Fluid A/S’ bestyrelse. Han bidrager med erfaring fra både kunde- og bureauside samt erfaring fra bestyrelsesarbejde. Med Troels' indtræden ind i Fluid A/S’ bestyrelse den 1. januar får Fluid, der beskæftiger sig med data management og marketing automation, ikke bare en stærk marketingprofil, men også en mand der har erfaring fra både bureausiden og kundesiden samt fra flere bestyrelsesposter. Troels har de seneste fem år arbejdet som CMO hos Visma e-conomic, og før det har han som vice president hos TDC Group været ansvarlig for alle online aktiviteter hos YouSee, TDC, Telmore og TDC Business. På bureausiden tæller bl.a. ansættelser hos In2Media (nu Charlie Tango) og Responsive.

Bestyrelsesmedlem Troels Skjelbo og adm. dir. Niels Christian Møller, Fluid

Atypisk reklamemand fylder rundt
Direktør Jens Hansen, tidligere indehaver af Aros Kommunikation og nuværende indehaver af kommunikations- og reklamebureauet Jens ApS samt bestyrelsesformand for WERKs Grafiske Hus, fylder 60 år den 26. januar.
Man kan sige meget godt om Jens Hansen og hans kompetencer, men han er i hvert fald alt andet end prototypen på en reklamemand. Født og opvokset på en gård ved Brædstrup på den midtjyske hede var reklamebranchen næppe det mest indlysende karrierevalg. Men det jyske sindelag, den underfundige humor og en skarp analytisk sans kombineret med en cand.oecon. fra Aarhus Universitet viste sig at være et særdeles godt kort i den københavnske reklameverden i starten af 1990’erne.
Inden sin entré på reklamescenen nåede Jens Hansen at gøre karriere som fuldmægtig og senere prokurist i det tidligere Sparekassen SDS (1986-90), hvor han var med til at gennemføre aktieemissionskampagnen, der var en forløber for dannelsen af Unibank (Nordea). Fra Sparekassen blev han hentet til Bergsøe 4 for at stå i spidsen for en nyoprettet afdeling for den nyeste marketing disciplin, direct marketing.
I de følgende år var Jens Hansen med til at udvikle den røde tråd og udarbejde nogle af de første kampagner, som integrererede traditionel reklame med dialog markedsføring og PR.
Integreret kommunikation og markedsføring er et speciale, som han siden har dyrket i forhold til kunder og kolleger i en lang række salgs-, branding- og holdningsbearbejdende kampagner. Først syv år i Bergsøe 4 i Klampenborg og dernæst ni år i bureauets Aarhus-afdeling. I 2006 tog Jens Hansen springet til selvstændig bureauejer i Aros Kommunikation, hvor han indtil for få år siden kørte parløb med nu afdøde John Aarsøe. I et tæt samarbejde, som efter få år også omfattede partner Line Berg-Stærk, udviklede de et solidt og anerkendt reklame- og kommunikationsbureau med en halv snes medarbejdere i hjertet af Aarhus.
For knapt et halvt år siden kappede Jens Hansen båndene til Aros Kommunikation for at gå sine egne veje og koncentrere sig om det, som han brænder for: kommunikationsstrategi, rådgivning og konceptudvikling. Kunderne er forskellige og tæller virksomheder inden for bl.a. den finansielle sektor, energi og forsyning, uddannelse, velgørende og offentlige institutioner samt folkekirken. For hans følgere på de sociale medier er det ingen hemmelighed, at Jens Hansen til jul for andet år i træk havde æren af at stå for biskoppens digitale julebrev til østjyderne.
Reklamer, holdningsbearbejdende kampagner, politisk kommunikation, CSR-rapporter, dialog markedsføring og PR – Jens Hansen er dirigenten, der får det hele til at spille – nu blot i samarbejde med en skare af tætte partnere. Navnet på det nye bureau – Jens ApS siger vel det hele – om de tætte relationer til kunder og samarbejdspartnere, de jyske rødder og den præcise kommunikation.
Arbejdsdagen slutter sjældent, når Jens Hansen svinger ud fra gården i Grønnegade. Uddannelse ligger ham stærkt på sinde, og han er en efterspurgt censor ved de erhvervsøkonomiske uddannelser i hele Danmark, og flere hundrede marketingfolk på IAA’s Diplomuddannelse har lært ham at kende som en kompetent underviser. Poster som bestyrelsesformand for WERKs Grafiske Hus og bestyrelsesmedlem i Aarhus Katedralskole engagerer også Jens Hansen – medmindre det er jagtsæson, for så sidder den ivrige jæger helt sikkert klar, når jagten blæses ind.
Efter arbejdstid forlægges residensen til Skanderborg, hvor han har boet i over 20 år sammen med hustruen Anette Vennervald. De to voksne børn har for længst forladt reden.
Fødselsdagen og etableringen af bureauet Jens ApS markeres ved en reception fredag den 24. januar fra kl. 14.00-17.00 i Grønnegade 80, Aarhus.

Direktør Jens Hansen, indehaver af reklame- og kommunikationsbureauet Jens ApS, fylder 60 år den 26. januar.

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM