Everland Partnere 1200X

11/10/2021

Bureaunyt uge 41

Dansk designbureau åbner kontorer i Norge og Sverige, bureau vinder global marketing-pris, DR Ramasjang bruger kunstig intelligens med hjælp fra Hello Monday, corona har fået Sol & Strand til at sætte turbo på den digitale omstilling, danske AWM Network købt af hollandsk bureau, og ungt bureau flytter til Aarhus C.

Dansk designbureau åbner kontorer i Norge og Sverige
Everland vil styrke sin skandinaviske tilstedeværelse. Bureauet åbner derfor kontorer i Oslo og Stockholm og hyrer samtidig nye, lokale kræfter, der bl.a. skal sikre et tættere arbejde med eksisterende kunder som Rema1000 og Carlsberg i Sverige. 

I en pressemeddelelse skriver bureauet, at beslutningen om udvidelsen bl.a. skal ses i lyset af, at Everland allerede i stigende grad løser opgaver i landene. Sidste år kom 20 pct. af bureauets omsætning således fra Norge. 

“Vi skaber en nordisk hub for consumer branding. Virksomheder i og udenfor Skandinavien efterspørger vores kommercielt forankrede strategiske og kreative ydelse. Og nu, med folk i Sverige, Norge og Danmark, cementerer vi yderligere vores position som det førende Skandinaviske consumer brandbureau, og nyder samtidig godt af synergierne på tværs af lande, hovedstæder og kulturer,” siger Thomas Gamst, CEO & founding partner hos Everland.

Kontoret i Oslo vil blive ledt af Rikke Hatlo, der er design lead, og Alexander Freiling, der er artwork manager. Håbet er, at man dermed kan udbygge samarbejdet med Rema 1000, der omfatter brandstrategi, design og implementering af retail, såvel som produktmærket. 

Kontoret i Stockholm vil blive ledt af Carl Johan Larsson, creative director og partner, Jin Fujiwara, senior designer, og Molly Mellström, designer, og Rebecka Gustafsson, der bliver brand-strateg.

Dansk bureau vinder global marketing-pris
Iprospect har vundet en Global Award ved Global Marketing Awards, der blev uddelt d. 5. oktober. Prisen er vundet i kategorien Best Integrated Search for kampagnen 'If You Can’t Outspend Them – Outsmart Them!', der er lavet for GF Forsikring. 

DR Ramasjang bruger kunstig intelligens med hjælp fra Hello Monday
I samarbejde med Hello Monday lancerer DR Ramasjang et nyt spil i Ramasjang appen, der skal gøre børn nysgerrige på alfabetet. 'Hr. Skægs Bogstavjagt' er udviklet ved hjælp af kunstig intelligens. Spillet er udviklet med at ønske om, at gøre børn bedre til at øve bogstaver og ligeledes associere bogstaver med ord og billeder. Spillet bruger telefonens kamera og er let at spille.

Opgaven i Hr. Skægs Bogstavjagt er at finde en genstand, der starter med et bestemt bogstav. Man kan f.eks. blive bedt om at finde noget, der starter med bogstavet A. Dernæst skal barnet, gennem telefonens kamera, finde en vilkårlig genstand med forbogstavet A. F.eks. en appelsin. Herefter skal barnet tage et billede af appelsinen, hvorefter telefonen, via kunstig intelligens (machine vision), analyserer genstanden og fortæller om man har fundet en genstand, der starter med bogstavet A eller ej. Derefter fortsætter jagten efter et nyt bogstav.

“Hr. Skægs maskine (den kunstige intelligens) kan også være “klogere” end brugeren, da den bemærker en ‘Rektangel’, når man har forsøgt at tage et billede af et ´Rum´. Den kan også gøre ting mere kompliceret, når den svarer begejstret, at ‘Kødæder’ starter med K, og man egentlig selv havde tænkt, at man tog et billede af en Kat,” siger Johanne Bruun Rasmussen, partner og designer hos Hello Monday.

Hr. Skægs Bogstavjagt er en del af DRs tema ‘Sammen i Bevægelse’. Spillet opfordrer til, at børn rejser sig fra sofaen og går på opdagelse i den virkelige verden. Hr. Skægs bogstavjagt kan spilles både indenfor og udenfor - efterhånden som landskabet ændrer sig, ændrer udfordringerne sig også.

Corona har fået Sol & Strand til at sætte turbo på den digitale omstilling
Det Aalborg-baserede bureau Combine har stået for en omfattende digital relancering hos Sol og Strand. Den danske og den tyske version af bookingplatformen har fået nyt design og brugerflade, hele det nye bookingsystem er bygget op fra bunden, det bagvedliggende setup og datahåndtering på de mange tusinde bookinger om året gentænkt forfra – og så skal det samlede digitale setup fremtidssikres og organisationen geares til selv at håndtere driften.

Derudover er fokus skærpet på at øge konverteringen, understøtte booking og inspiration fra mobilen, marketing automation, tracking og dataoptimering. Det danske site gik i luften i marts måned i år og den tyske version gik i luften i sidste uge, og når der er høstet indledende erfaringer med det nye digitale Sol og Strand, følger virksomhedens øvrige sprogversioner med.

 "En af udfordringerne for Sol og Strand er, at det er svært at skille sig ud fra konkurrenterne i dette meget store, konkurrenceprægede marked. Derfor har vi arbejdet målrettet ud fra en forretningsstrategi om at tilbyde andre og flere digitale muligheder udover det, gæsten forventer. Det er eksempelvis facilitering af oplevelser og tilkøb af serviceydelser på ferierejsen, der passer til ens aktuelle alder, livssituation og behov. Vi ser et meget stort potentiale i på den måde at optimere og øge mersalget og konverteringsgraden, ved at skabe løsninger, der overgår oplevelsen på konkurrerende platforme, siger forretningsudviklingschef Jonas Haldrup Nielsen, som er ansvarlig for projektet og samarbejdet hos Combine.

Danske AWM Network købt af hollandsk bureau
Kapitalfonden Egeria og Social Blue – et bureau fra Holland specialiseret i leadgenerering – har købt danske AWM Network. Samtidig lancerer bureauet et ny selskab, Leads.io, som AWM Network bliver en del af. Det fremgår af en pressemeddelelse.

"Synergierne er åbenlyse, og jeg er sikker på, at de vil gøre AWM til en endnu mere fantastisk virksomhed end den er i dag samtidig med at det vil være sjovt. Det er ren win-win for alle involverede," siger CEO i AWM Network, Mark Thorsen. 

Ungt bureau flytter til Aarhus C
Aveo, der blev stiftet som Erhvervshjemmesider ApS har rykket kontor. Bureauet forbliver dog Aarhus, men rykker fra Aarhus N til Aarhus C. 

Ifølge Samuel Glaes, partner og adm. dir. i virksomheden, sker det fordi bureauet har fået vokseværk. I en pressemeddelelse siger han, at Aveo overtog sit nuværende lejemål med forventningen om at være der i 5 år, men har måtte flytte, fordi der ikke længere er plads til alle på kontoret. For

”Vi har en forventning om at blive på Jægergårdsgade i mange år og ser placeringen som en god base for vores fremtidige vækst,” siger han.

Aveo oplyser til Bureaubiz, at man forventer at vokser fra godt 50 medarbejdere i dag til 100 medarbejdere i 2025. 

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på hvad der sker i Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mail.

En del af GRAKOM