Bureaunyt Uge 15 2021

13/04/2021

Bureaunyt uge 15

Nye partnere i Oxymoron, to nye direktører i Green.Click, Publicity bliver medejer af produktionsselskab, fem digitale bureauer shortlistet til E-handelsprisen 2021, Stryhns skifter navn og får nyt logo lavet af Envision, tidligere model starter PR-bureau.

Tidl. international model starter PR-bureau
Rikke Namunyak Marott har startet virksomheden Retorisk Kommunikation, der skal have speciale i PR-kampagner og kernefortælling. Det fremgår af en pressemeddelelse. 

Rikke Namunyak Marott har tidligere haft en karriere som model for modefirmaer og magasiner over det meste af verden. Efter modelkarrieren, tog hun en uddannelse som cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. 


Rikke Namunyak Marott. Foto: Camilla Costil.

Aalborgensiske Publicity bliver medejer af produktionsselskabet Flying Media
Det aalborgensiske PR bureau Publicity bliver en del af ejerkredsen hos produktionsselskabet Flying Media. Det fremgår af en pressemeddelelse. 

PR bureauet, der blev stiftet af Esben Lind i 2009, har tidligere samarbejdet med Flying Media omkring videoproduktion. Nu flytter Flying Media ind hos Publicity i Bygaden i Aalborg, der i forvejen huser 20 medarbejdere. 

 Esben Lind siger i pressemeddelelsen, der er direktør og rådgiver hos Publicity, at han med partnerskabet vil udbygge bureauets kompetencer med videoproduktion, droneoptagelser og animationsvideo, som Flying Media specialiserer sig i.

"Vi har en klar ambition om at være Jyllands førende PR- og contentbureau, og det er videoproduktion en essentiel del af. Det skyldes blandt andet, at levende billeder er et effektivt redskab til at formidle både følelser og fakta via storytelling – særligt på de sociale medier." 

To nye direktører i Green.Click
Det digitale performancebureau Green.Click, der har hovedsæde i Aalborg,  udnævner to nye direktører. Kommerciel direktør Martin Nymark og head of specialist Thomas Kjær Olsen, der begge er partnere i bureauet, overtager direktørposten og det administrative ansvar. 

Det betyder samtidig, at Jan Nygaard stopper som direktør. Han fortsætter som sparringspartner til det nye direktørteam og hovedaktionær i virksomheden.. I en pressemeddelelse siger han, at håbet er, at Martin Nymark og Thomas Kjær Olsen kan føre Green.Click ind i det næste årti.


Fra venstre: Martin Nymark, Jan Nygaard, Thomas Kjær Olsen

Nye partnere i Oxymoron 
Peter Goll indtræder som kommerciel direktør og partner i Oxymoron Communications. Samtidig udnævnes Malou Erritzøe til partner. Sammen med stifteren Kresten Schultz Jørgensen vil de fremover udgøre firmaets ledelse. 

Peter Goll har hidtil haft sit eget rådgivningsselskab, Goll Impact, hvorfra han tager alle aktiviteter med sig. Tidligere har han været kommunikationsdirektør i Copenhagen Airports, senior vice president hos Falck og nordic client director hos Geelmuyden Kiese.


Malou Erritzøe, Kresten Schultz Jørgensen og Peter Goll

Fem digitale bureauer shortlistet til E-handelsprisen 2021
Fem digitale bureauer er shortlistet til E-handelsprisen 2021 i kategorien 'Bedste e-handelscase - webbureauer og andre leverandører'. Det drejer sig om Adapt for Det Kgl. Teater, Dept for Magasin.dk, Hesehus for Matas, Kraftvaerk for Flügger og Vertica for Søstrene Grene. 

Alle finalister kan ses her.

Stryhns skifter navn og får nyt logo lavet af Envision
Fødevareproducenten Stryhns skifter navn til Stryhns Gruppen. Virksomheden får samtidig nyt logo, der er designet af Envision.

På LinkedIn skriver Stryhns Gruppens marketingchef, Lars Bo Christiansen, at det nye navn og den visuelle identitet skal vise, at virksomheden "er en gruppe fremfor en enmandshær." Han fortsætter:

"Derfor er vikingen i det nye logo selvfølgelig også flankeret af to vikingevenner bevæbnet med henholdsvis kniv og ske, der understreger, at vi er i markedet for skandinaviske fødevarer, og at vores våben er så ufarligt som bestik, når vi går på togt og erobrer nye markeder, der styrker vores samlede brand."

Stryhn's bliver til Stryhns Gruppen

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM