Klaus E. Krogh 2Kdanmark

14/10/2020

Sådan vil 2K og biblen hjælpe klimaet

2K/Denmark er blevet verdensmestre i at designe skrift til bibler.

Og i kraft af store papirgevinster venter Klaus E. Krogh, at bibelsats kan udbredes til mange andre trykte produkter. Samtidig er skræddersyet sats til firmaer udviklet som nyt forretningsben.

Af Nils-Ole Heggland

Klaus E. Krogh og 2K/Denmark i Højbjerg i Aarhus er uofficielle verdensmestre i skriftdesign til bibler efter at have vundet flere hæderspriser og et hav af ordrer på skrifttyper til verdens formentligt mest udbredte bog. Det gamle og det nye testamente har tilsammen 4-4½ millioner tegn, afhængigt af sproget. Derfor vil bibelforlagene have særlige skrifttyper, der udnytter papiret optimalt, men samtidig er lette at læse.

Vejen mod VM-status i bibelsats blev indledt lidt tilfældigt tilbage i 2002, da virksomheden var et almindeligt designbureau med opgaver om lærebøger og undervisningsmateriale.

"Vi blev som et af tre udenlandske designfirmaer inviteret til at deltage i en konkurrence om at designe syv bibeludgaver til det hollandske bibelselskab, og vi regnede egentlig med, at opgaverne ville gå til lokale virksomheder. Med vi udviklede nogle forslag, og ret overraskende for os selv vandt vi seks ud af de syv opgaver," fortæller Klaus E. Krogh.

Siden er det kun gået fremad med bibeldesign og -sats, for markedet er nærmest uendeligt stort og vokser tilmed støt. Særligt USA har talrige forlag, som jævnligt udsender nye bibeludgaver i kæmpeoplag og derfor har brug for bibeludgaver med klar profil. Bibelsats skal endda leveres i større skriftfamilier med kursiv, halvfed og alskens varianter til overskrifter, noter, versmarkering og meget andet i det store tekstkorpus.

Desuden udkommer de nye bibeludgaver med stribevis af varianter – fx til konfirmander, til børn, til teologistuderende og i særligt illustrerede eller kommenterede udgivelser.

Med tidsånden i ryggen
Kun afbrudt af corona-restriktioner er Klaus E. Krogh normalt på forretningsrejse otte-ti gange om året alene til USA. Her fremhævede Harper Collins i en pressemelding tidligere på året, at det kæmpestore forlag i kraft af sats fra 2K/Denmark havde sparet 100 millioner sider papir på 2½ års produktion af bibler.

Det svarer ifølge Klaus E. Krogh til omkring 20 procent mindre papirforbrug, og netop det sparede papir ser han store muligheder i.

"Det er i tråd med det aktuelle fokus på bæredygtighed, klima og samfundsansvar eller CSR. Mange områder har stort potentiale for ressourcebesparelser ved at bruge principperne fra bibelsats. Fx burde det offentlige interessere sig for det her, fordi mange ting stadig kommer på papir. Vi har selv god kontakt til flere store internationale universitetsforlag, som udgiver bøger med mange sider."

Trykte lovsamlinger – ofte med store tekstmængder, kommentarer og henvisninger til domspraksis – har 2K/Denmark ligeledes øje for. Og på længere sigt udbredes de pladsøkonomiske principper fra bibelsats nok også til helt almindelige bøger, spår Klaus Krogh:

"Selv om Danmark er et lille sprogområde med begrænsede oplag, har vi valgt at lægge 25 procent moms på bøger og dermed på lærdom. Så skal en helt almindelig roman jo koste 348 kroner, og derfor har forlagene vænnet forbrugerne til, at en bog skal fylde hundredvis af sider, selv om det slet ikke er nødvendigt. Vi kunne sagtens udvikle en skrifttype, som både er mere læsevenlig og meget mere pladseffektiv, så bøger blev billigere at producere. Det er forlagene ikke interesserede i endnu, men udviklingen kan måske gøre det nødvendigt for dem."

Skræddersyet skriftdesign
2K/Denmark har de seneste år opbygget et helt nyt forretningsområde, der trækker på den store erfaring fra bibelsatsen: at udvikle skrifttyper og design til virksomheder.

Tidligere var den slags forbeholdt de allerstørste koncerner, men ifølge Klaus E. Krogh får flere og flere ’almindelige’ virksomheder øjnene op for, at de fx kan adskille sig fra konkurrenterne, udsende bestemte signaler og værdier samt få mere stolte medarbejdere ved at have deres helt egen skrift.

Kundelisten omfatter blandt andre trykkerikoncernen Stibo, et mellemstort advokatfirma og Aarhus Kommune, som fik udarbejdet en særlig skrift med tråde til det Arne Jacobsen-tegnede rådhus, da byen var europæisk kulturhovedstad i 2017.

Prisen for at få skræddersyet en skrift og nyt logo svinger fra 150.000 kroner til halvanden million.

"Vi holder normalt et flere timer langt seminar med de ledende medarbejdere. Jeg fortæller dem om betydningen af skrift og om de signaler, skrifttyper og logo kan udsende. Jeg beder derefter hver af dem om at skrive tre nøgleord for virksomheden. Det giver mig en bruttoliste på måske 30 ord, og det forsøger jeg at destillere ned til fem-seks meget centrale ord. Dem tager vi afsæt i, når vi designer en ny skrift," beretter Klaus E. Krogh ivrigt.

I processen med at specialdesigne en skrift bliver også inddraget nogle af de dilemmaer, virksomheden har i forhold til fx kunder og marked – og med Klaus E. Kroghs ord handler det om med skriften og med logoet eller bomærket at skabe ”"et narrativ, som er bærende for firmaet". Hele processen sker efter en model, han selv har udviklet.

"Da vi fx skulle udvikle en skrifttype til Stibo, tog vi afsæt i virksomhedens grafiske fortid, der går over 200 år tilbage, i den digitale fremtid og i de algoritmer, som er løsningen."

S’et i firmanavnet trækker desuden tråde tilbage til det svaneformede S, som Stibo historisk har brugt.

 

Fakta om 2k/Danmark

  • Grundlagt i 1987 af Klaus Erik Krogh og hans norske hustru, Liv Sødal Krogh
  • Ligger i Aarhus-bydelen Højbjerg
  • 10 ansatte i Aarhus samt kontraktansatte i Letland, Holland og USA
  • Havde de første år fokus på lærebøger og studiemateriale
  • Vandt i 2002 konkurrence om design og sats til hollandsk bibel
  • I dag står bibeldesign og -sats for 85 pct. af salget hos 2K
  • Venter øget interesse for skriftsnit til bibler i kraft af store papirbesparelser
  • Udvikling af skrifttyper/design til virksomheder nyt og voksende område
  • Læs mere på 2kdenmark.com

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM