Drukne I Data 1200X

06/04/2021

Lad ikke dit brand drukne i data

Klumme: Det isolerede fokus på data og konvertering går ud over kreativiteten.

Reklamebranchen har et stort ansvar i at hanke op. I os selv, i virksomhederne og i kommunikationen.

Klumme af Rasmus Brostrøm, CEO & partner i Gotcha

Det har stået på for længe. Det isolerede fokus på data, konvertering, ROAS, hastighed og frekvens. Og det er i lang tid gået ud over kreativitet, nytænkning, purpose (yes, I said it!) og relevans.

Misforstå mig ikke. Jeg er stor fan af data. Men de senere år har et kortsigtet fokus vundet indpas – de hurtige her-og-nu-løsninger og dertilhørende resultater har fået plads på bekostning af klassisk langtidsholdbar branding.

Branding handler jo ikke om at råbe højst, få flest likes eller at samle på engangskonverteringer. Branding handler om at opdyrke relationer, vække følelser og skabe præferencer. De ting der gør, at forbrugerne vælger brandet til – og ikke fra.

Kreativitet er nøglen
Vi ved alle, at forbrugernes attention-span er kort, og samtidig fravælger de i stigende grad reklamer. Derfor er mange brands til falds for at anlægge en strategi om at udarbejde så korte reklamer som muligt. Målgruppen orker jo alligevel ikke at bruge tid på reklamerne! Men hvorfor? Er de uinteresserede? Er det reklamens længde, der er afgørende? Eller kunne det hænge sammen med, at indholdet simpelthen bare ikke er godt nok?

Opgaven ligger ikke kun hos brandet. Reklamebranchen har også et stort ansvar i at hanke op. I os selv, virksomhederne og i kommunikationen. Det er ikke i orden at lave ligegyldig kommunikation – selvom briefet lyder på hurtige og uholdbare løsninger. Det er vores ansvar at løfte brands. I hver idé og i hver eneste eksekvering. At fungere som de eksperter og rådgivere, vi er.

Vi skal insistere at udvikle koncepter, der kan mere end blot at promovere en lynhurtig prisbasker – en produktfilm til SoMe optaget på smartphonen med lettere rystende hånd. En film vores kunder smider en masse annoncekroner efter. Kun for at få et – i bedste fald kortsigtet resultat ud af i værste fald et devalueret brand.

Vi skal turde at forvente mere – både som marketingansvarlig og som bureau. Vi er nødt til at trække kreativiteten tilbage i centrum. For kreativitet er ikke bare sjove indfald og skøre ideer. Kreativitet bygger på indsigter, som skaber uventet og overraskende kommunikation. Og det er nøglen til at genvinde forbrugernes opmærksomhed.

Der er et kæmpe potentiale for forbedring – lad os sammen indfri det!

Relaterede artikler

Er du blevet

Nysgerrig?

Vil du opdateres på, hvad der sker i bureaubranchen og Creative Club? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Bureaubiz og få værdifulde indsigter og relevante arrangementer direkte på mailen.

En del af GRAKOM